To millioner danskere skal lære nyt forældreintra at kende

I dag fik de første forældre adgang til det nye program, hvor vigtige beskeder fra skolen til forældrene bliver givet. Det nye system hedder Aula.

Aula er nye program, hvor skole kan give beskeder til forældrene.
Aula er nye program, hvor skole kan give beskeder til forældrene.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Alle børn i folkeskolen og deres forældre siger farvel til det velkendte SkoleIntra. I stedet skal de lære et helt nyt program at kende, der hedder Aula. I dag fik de første forældre adgang til det nye system - og dermed også et første kig ind i det digitale univers, hvor de vigtige beskeder fra skolen bliver givet.

- Det skal være overskueligt. Det skal være nemt som forældre at navigere, hvis man har børn fra daginstitution til de går ud af folkeskolen. Det skal være nemt at navigere rundt i de systemer, som man bruger i skolen i hverdagen, siger Poul Ditlev Christiansen, der er markedsdirektør i kommunernes udbudsfællesskab Kombit.

Beslutningen om at erstatte SkoleIntra med et nyt program, blev truffet i 2014.

Den første bedømmelse

Laura Hillersborg har fire børn, der går på Christinelystskolen i Lemvig. Hun har derfor været vant til at bruge en del tid på det gamle SkoleIntra. I dag skulle hun for første gang prøve at logge på Aula.

- Jeg tænker, det er en forbedring af SkoleIntra. Der er et bedre overblik. Man skal selvfølgelig lære at navigere rundt i det, men det skal nok komme, lyder den umiddelbare dom fra Laura Hillersborg.

Det er for at gøre tingene mere enkelt for forældrene og lærerne, at man har besluttet at skrotte SkoleIntra og lave et nyt program. Det nye program har blandt andet lettere ved at snakke sammen med andre programmer, der bliver brugt i skolen, og så bliver det i højere grad end tidligere muligt at målrette sine beskeder til enkeltpersoner.

Testet siden sommerferien

24 skoler har siden sommerferien haft mulighed for at arbejde med Aula før alle andre. Blandt andet i Thyborøn, hvor erfaringerne med programmet har været gode.

- For både forældre og personale, så oplevede de det ikke som svært. Forældrene sagde, at det er jo bare lige som en app, de skulle lære at bruge, siger Louise Nees Hviid, der er skoleleder på Thyborøn Skole.

Det forventes, at over to millioner danskere vil komme til at bruge Aula, der har kostet 350 millioner kroner.

2:11
Alle børn i folkeskolen og deres forældre skal sige farvel til det velkendte SkoleIntra, og i stedet lære et helt nyt program at kende.