Milliardregning venter fjernvarmekunder

Varmekunder rundt om i landet står til en mærkbar ekstraregning, når et såkaldt grundbeløb forsvinder med udgangen af næste år.

Fjernvarme

Er du fjernvarmekunde, så kan du risikere en mærkbar ekstraregning, når et såkaldt grundbeløb forsvinder med udgangen af 2018. På Mors kan 600 kunder se frem til en ekstraregning på 8-9.000 kroner om året. Det skriver Finans. 

Grundbeløbet blev indført for godt 200 fjernvarmeværker af den daværende VK-regering i 2004 som led i en ny betalingsmodel for værkernes elproduktion. Ordningen blev aftalt til at ophøre med udgangen af 2018 ud fra en forventning om, at elprisen til den tid ville være så høj, at varmepriserne ikke ville stige, når grundbeløbet forsvandt. Men elprisen er ikke steget. Derfor vil et farvel til grundbeløbet betyde dyrere varme for omkring 140.000 husstande i først og fremmest Jylland, viser en rundspørge blandt de ramte værker.

- For nogle betyder det her en stigning i den årlige varmeregning på 2.000 kr. For andre kan der være tale om en stigning på op mod 10.000 kr., siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, til Finans.
    
For Sdr. Herreds Kraftvarmeværker på Mors med 600 varmekunder vil det betyde en merpris for en typisk varmekunde på 8.000-9.000 kr., siger værkets formand, Poul Kristensen.

Energiordfører Jens Joel (S) savner handling fra klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V).

Ministeren understreger over for Finans, at sagen optager ham »meget stærkt«, men påpeger, at det er værkernes eget ansvar at foretage den nødvendige omstilling til en fremtid uden grundbeløbet.

2:17
Se indslag om fjernvarme-stigningerne på Mors fra 2016 her.