Miljøforkæmper frygter for svovludslip ved Cheminova

På Cheminovas fabriksområdet giver et svovldepot anledning til bekymring. Miljøministeriet vil dække området til med beton, men det skaber nu debat.

080914Cheminova2.jpg

Høfde 42 har i mange år været synonym med kemikalieudslip fra fabrikken Cheminova i Thyborøn. Men også på fabriksområdet giver affaldssvovl anledning til bekymring.

Nu vil Miljøministeriet give tilladelse til at dække det tidligere svovldepot til, men en lokal miljøforkæmper kræver en undersøgelse af undergrunden, før tildækningen kan begynde.

-Vi vil gerne have sikkerhed for, at der er ryddet op hele vejen ned, og vi vil gerne have sikkerhed for, at der ikke sker en udsivning ud til Limfjorden, Siger Bjarne Hansen fra Thyborøn, der er miljøforkæmper.

Bjarne Hansen har i årtier kæmpet for en oprensning af den forurenet jord omkring Cheminova ved Thyborøn. Og planerne om at dække et af de gamle svovldepoter til, kan ifølge ham få fatale konsekvenser.

-Vi har ingen prøver fra selve depotområdet, så vi kan se hvad der ligger nedenunder. Vi har ingen garanti for, at det dræningssystem, der er der, det virker. Så vi er simpelthen nødt til at få nogle tal på bordet, siger Bjarne Hansen

 

Lag-på-lag-løsning

I 2010 blev omkring 19.000 tons svovl fjernet fra betondepotet ved Cheminova.

Ifølge en redegørelse fra Miljøministeriet kan fabrikken nøjes med at lægge endnu et lag beton på depotet for herefter at dække det til.

Det er dog ikke en løsning, der huer Bjarne Hansen. Han frygter, at der ligger langt mere forurenet materiale under betonkappen, som kan være til fare for miljøet.

Det ser nu ud til, at Bjarne Hansens opråb gør en forskel.

I første omgang så regionen ud til at følge Miljøministeriets afgørelse, men nu vil en række politikere igangsætte flere undersøgelser af undergrunden.

- Kommer der en forurening ud i det hav og i den Limfjord, som vil være rigtig voldsom for området, så står vi da med noget, som vi er nødt til som politikere at forholde os til, før vi når dertil, siger Bente Nielsen (SF) fra Regionsrådet.

Og regionsrådsmedlem, Jørgen Nørby (V), fra Region Midtjylland er skeptisk over Miljøministeriets løsningsforslag. Han er forstående overfor borgernes bekymring.

- Man kan jo ikke bare dække depotet til og så tro, at det er glemt, som om at det er væk, fordi man finder en eller anden skrivebordsløsning fra København. Det forsvinder depotet jo ikke af, og dermed er det jo helt oplagt at det også er et spørgsmål til politikerne og til os nu i Region Midtjylland, siger Jørgen Nørby.

Region Midtjylland har indtil den 2. marts til at gøre indsigelser mod planerne om at dække svovldepotet til.