Miljøminister: Gamle brændeovne skal ud

Miljøministeren vil have gamle brændeovne skiftet ud med nye, når boliger skifter hænder.

Ældre brændeovne skal skiftes ud, for at reducere partikelforurening, mener miljøminister Lea Wermelin.
Ældre brændeovne skal skiftes ud, for at reducere partikelforurening, mener miljøminister Lea Wermelin.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Hvis du køber hus og overtager en brændeovn, der er af ældre dato end 2003, så skal du skifte den ud til en nyere og mindre forurenende model. 

Sådan lyder de store linjer i et nyt lovforslag, som miljøminister Lea Wermelin nu fremlægger. 

- Hvert år dør tusindvis af danskere for tidligt af luftforurening. Vi ved, at brændeovne står for en stor del af forureningen med skadelige partikler, der kan give både hjertekarsygdomme og luftvejslidelser. Med lovforslaget tager vi et første skridt mod renere luft herhjemme, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Brændeovnen knitrer og katten ligger lunt. Men selv om brændeovnen kan hygge om boligejerne, så skal de ældre modeller skiftes ud, mener miljøminister Lea Wermelin. 
Brændeovnen knitrer og katten ligger lunt. Men selv om brændeovnen kan hygge om boligejerne, så skal de ældre modeller skiftes ud, mener miljøminister Lea Wermelin. 
Foto: SØREN STEFFEN / Ritzau Scanpix

Baggrunden for forslaget er, at gamle brændeovne udleder farlige partikler i luften. Partiklerne er ifølge Miljøministeriet med til at forkorte livet for danskerne, og samtidigt øger partiklerne risikoen for at få alvorlige sygdomme. 

Det er socialdemokraternes plan, at de nye regler skal træde i kraft til næste år. Med den nye ejerskifteordning forpligtes boligkøbere til at oplyse, om der står en gammel brændeovn fra før 2003 i den bolig, de har købt, når de underskriver skødet. 

- Derfor sætter vi nu ind over for de ældre brændeovne, fordi de udleder op mod fem gange så mange partikler som en ny brændeovn, siger miljøministeren.  

2:23
Der er tidligere blevet vedtaget lignende regler om brændeovne, for at reducere partikelforureningen. Se her et indslag fra 2016: Omkring 20.000 brændeovne fra før 1990 er blevet sløjfet eller udskiftet med en ny, siden Miljø- og fødevareministeriet for et år siden lancerede en ny skrotningsordning for brændeovne.

Gammel eller ny?

Ifølge Miljøministeriet er det ikke nødvendigvis helt let at spotte eller for den sags skyld dokumentere, præcis hvornår en brændeovn stammer fra. I de tilfælde vil boligejeren fremover skulle indhente en erklæring fra skorstensfejeren, der kan sende sine informationer om brændeovnen til miljøministeriet.  

- Vi stiller som krav, at der skal ske en udskiftning ved ejerskifte. På den måde får vi udskiftet til nyere og mindre forurenende brændeovne. Meget af luftforureningen i Danmark kommer fra udlandet, så vi kommer ikke i mål, men vi tager fat på den store udfordring, som luftforurening er, siger miljøminister Lea Wermelin.

Danmark er et af de lande med flest brændeovne per indbygger. Ifølge Miljøministeriet er privat brændefyring fortsat den største kilde i Danmark til partikelforurening. 

Endnu er Miljøministeriets beregninger over, hvor meget partikelforurening de nye regler vil kunne forhindre usikre. I pressemeddelelsen skriver Miljøministeriet, at:

- "Ordningen vurderes med en vis usikkerhed at betyde, at der kommer 6.000 tons færre partikler i løbet af ti år."

Læs mere fakta om baggrunden for lovforslaget herunder.