Mild fredag indleder kølig og efterårsagtig weekend

Lørdag og søndag tager temperaturerne et dyk i hele landet. DMI forventer også byger og torden flere steder.

Det kan blive en våd weekend i Midt- og Vestjylland med enkelte men kraftige byger.
Det kan blive en våd weekend i Midt- og Vestjylland med enkelte men kraftige byger.
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Efter en solrig og lun indledning på den første uge af efteråret begynder vejret i weekenden at minde mere om det, man kender årstiden for.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Frank Nielsen fredag morgen.

Både lørdag og søndag tager temperaturen et dyk i forhold til tidligere på ugen, ligesom der begge dage forventes både byger og torden i hele landet - omend kortvarigt de fleste steder.

Optakten til weekenden bliver ellers rimelig lun med temperaturer mellem 17 og 20 grader fredag. Det forventes at blive varmest i den sydvestlige del af landet.

- Vi har haft noget regn, der er passeret i nat, men i løbet af dagen klarer det op. Fredag bliver nok den bedste dag i weekenden, og vi forventer kun enkelte byger, siger Frank Nielsen.

I løbet af aftenen og natten begynder flere byger at trække ind fra vest, og der kan også komme lidt torden.

Efterårsagtig weekend i Vestjylland

Lørdag og søndag begynder vejret så at blive "lidt mere efterårsagtigt", siger Frank Nielsen.

Det betyder køligere temperaturer, mere regn og op til hård vind. Det sidste gælder især ved kysterne og i det nordvestlige Jylland.

- Begge dage kommer temperaturen til at ligge mellem 14 og 18 grader. Der kommer også flere byger, og de kan blive kraftige. Flere af dem med torden lokalt, siger Frank Nielsen.

Han fortæller, at risikoen for at blive våd formentlig bliver størst i Nord- og Vestjylland.

- Men ingen kan vide sig sikre, siger han.

DMI forventer i gennemsnit mellem fem og ti millimeter regn på landsplan lørdag og søndag.

- Nogle vil måske få én millimeter, mens andre vil få ti. Sådan er det med byger. De er meget uforudsigelige, siger Frank Nielsen.

Det ujævne weekendvejr skyldes et større lavtryk, der i weekenden trækker ind over Skandinavien fra Island og Færøerne.

- Vi får en kold luftmasse ind over landet, og det er med til at generere de her regnbyger, fordi havvandet omkring os er relativt varmt, slutter Frank Nielsen.

/ritzau/