Midttrafik: Vi har ikke tidligere oplevet aftalt spil

En vognmandsforening er blevet anklaget for interne aftaler i forbindelse med bud på opgaver for Midttrafik. Sagen er usædvanlig.

- Vi er først og fremmest glade for, at vi har reageret, siger funktionsleder hos Midttrafik, Thomas Dalgaard Mikkelsen.
- Vi er først og fremmest glade for, at vi har reageret, siger funktionsleder hos Midttrafik, Thomas Dalgaard Mikkelsen.
Foto: Privatfoto

- Vi er overraskede over sagen. Det er ikke noget, vi tidligere har oplevet.

Ordene kommer fra funktionsleder ved Midttrafik, Thomas Dalgaard Mikkelsen. Han er overrasket over en sag, som begyndte i Midttrafik, og som nu er endt med en politianmeldelse.

En vognmandsforening skal angiveligt have lavet aftalt spil, da man bød på opgaver hos Midttrafik.

- Det fremgår direkte af loven, at du må ikke forhindre nogen i at byde, og det har foreningen gjort i og med, at man har sagt, at du må kun byde igennem foreningen, hvis du er medlem af foreningen, siger Thomas Dalgaard Mikkelsen.

- Vi kan også se på nogle af de tilbud, der er blevet afgivet, at man har afgivet fuldstændig identiske priser, så det tyder på, at der har været nogle aftaler, fastslår han.

Meldt til politiet

Det har nu resulteret i at Konkurrencestyrelsen har set på sagen og afgjort, at Økonomisk Forening for Persontransport (ØFP) skal politianmeldes.

Thomas Dalgaard Mikkelsen forklarer, at der er flere årsager til, at sagen er alvorlig.

- Det er vigtigt både i forhold til de andre, der byder på opgaven, at vi kan vise, at det her er gået retfærdigt for sig. Og det er også vigtigt overfor de kommuner, hvis opgaver vi varetager om befordring af kollektiv trafik.

Han ærgrer sig over sagen.

- Men vi er først og fremmest glade for, at vi har reageret. Jeg synes også, vi har reageret fair overfor ØFP og overfor de øvrige tilbudsgivere, som har været involveret i sagerne, siger Thomas Dalgaard Mikkelsen.

Vil ikke afvise aftaler

Spørgsmålet er så, om det alligevel kan have haft indflydelse på de udbud, der har været.

- Jeg tror ikke, det er noget, der har haft indflydelse på de udbud, vi har gennemført.

Men kan du udelukke det?

Nej, det kan jeg ikke 100 procent. Jeg kan ikke garantere, at der ikke bliver lavet aftaler. Men det er ikke noget, vi oplever, når vi gennemgår de priser, der kommer ind, siger funktionslederen.

- Vi er ikke vant til, at der bliver aftalt priser. Generelt oplever vi, at der er en meget stor konkurrence på markedet for offentlig servicetrafik, slutter Thomas Dalgaard Mikkelsen.