Midt- og vestjyderne melder ind: Der er problemer med cykelstier mange steder
Flere borgere har tippet os om dårlige cykelstier, efter vi i går kunne fortælle om Tonny Lauridsen, der styrtede på en hullet cykelsti.
Det er ikke kun Tonny Lauridsen fra Holstebro, der har oplevet, at der er problemer med misligholdte cykelstier flere steder i landsdelen.
I går stod han frem i TV MIDTVEST og fortalte, hvordan han styrtede på cykel og brækkede kraveben og håndled på en hullet cykelsti i Holstebro.
Den historie har fået flere til at henvende sig med andre eksempler på cykelstier, der trænger til en kærlig hånd.
Én af dem er Gustav Ganer Kaasgaard fra Videbæk. Hver dag cykler han på en sti, der forbinder kvartererne Jasminalle og Irisalle med midtbyen.
Der er flere fordybninger, huller og endda et muldvarpeskud.
Han fortæller, at han flere gange har klaget til Ringkøbing-Skjern Kommune gennem kommunens app, der hedder "Giv et praj".
- Den sidste udmelding, jeg fik, var, at de ville lukke stien, hvis der kom flere klager, fordi kommunen ikke har penge til at reparere den, fortæller han.
Flere har også henvendt sig angående Resenvej i Skive.
Anni Overgaard Nielsen skriver blandt andet:
- Gruer for den dag, der kommer en "fremmed", som ikke kender revner, huller og dæksler, der enten er sunket ned eller står op over asfalten. Det kan kun gå galt.
Ikke alle kan se problemet
Lars Hingebjerg har også kontaktet os på grund af en cykelsti:
- Cykelstien fra Nørreport langs den gamle politistation til banegården i Holstebro er en stor blanding af huller, dårlig skiltning og afmærkning. Vil hellere cykle på en flad cykel på en grusvej, skriver han.
Andre brugere peger på, at det er et luksusproblem at fokusere på dårlige cykelstier. De pointerer, at der slet ikke er cykelstier, hvor de bor.
- De har da i det mindste en cykelsti, skriver Carina Larsen.
Og Camilla Wincentz Pedersen skriver:
- Det er vist et luksusproblem. Når dem på landet udmærket kan køre på en ujævn grusvej, kan dem i byen vel også klare lidt bump. Eller er byboer mere sarte i bagen?
Se gårsdagens TV-indslag om de dårlige cykelstier her: