Michael jubler: Ny aftale giver ham bedre mulighed for barsel

Mænd ansat i industrien kan nu se frem til mere barsel med løn.

Michael Bjerg Sand Pedersen skal være far.
Michael Bjerg Sand Pedersen skal være far.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Industritekniker Michael Bjerg Sand Pedersen skal være far til sommer, og nu er der gode nyheder til ham.

230.000 ansatte i industrien har fået nye løn- og arbejdsvilkår. Det skete da arbejdsgivere i Dansk Industri og lønmodtagerne i går blev enige om en ny overenskomst. Her skal arbejdsgiveren betale fuld forældreløn i i alt 16 uger, og otte af de uger er øremærket til faren.

Michael Bjerg Sand Pedersen er meget tilfreds med resultatet.

- I industriarbejdslivet og på byggepladserne rundt omkring har det altid været normen, at moren tager barslen. Men i og med at vi er nye ude på arbejdsmarkedet, så kan vi være med til at påvirke en ny dagsorden, der siger, at en rigtig mand, han tager barsel, siger han.

Nu glæder han sig til at gå på barsel, når hans søn bliver født til juni.

- Pludselig kan jeg få lov til at være en bærende del af hans begyndende opvækst, og ikke kun efter fjorten dage eller tre uger være ham, der bare kommer hjem efter klokken fire hver dag, slår han fast.

Nu skal aftalen til urafstemning. Hvis den vedtages, er aftalen treårig og gælder frem til den 1. marts 2023.

2:03
Der er stor barselsglæde på arbejdspladsen.