Mia Wagner fra Løvens Hule var ramt af stress: - Jeg kunne ikke bevæge mig

Dette er et portræt i TV MIDTVESTs portrætserie ENESTÅENDE, hvor vi sætter fokus på ti midt- og vestjyske personligheder.

Mia Wagner sad i sin bil på en parkeringsplads, da stressen ramte hende for alvor. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

41 år, koncerndirektør i Freeway og en af løverne i DR’s Løvens Hule.

Så kunne jeg simpelthen ikke bevæge mig.

Mia Wagner

Mia Wagner har opnået stor succes i sin karriere. Hun har arbejdet hårdt for det, men det har også haft en pris.

Læs også Den sidste aktivist: 95-årige Doris gik forrest for bøsser og lesbiske

For midt i successen gik hun ned med stress. Hun gjorde ellers alt, hvad hun kunne for at holde den høje arbejdskadence, men undervejs undlod hun at reagere på signaler som sinsinsnævringer, hyletoner og problemer med at læse.

En dag sagde kroppen stop.

- Jeg kørte simpelthen ind på parkeringspladsen foran mit kontor, og så skete der bare ikke mere. Så kunne jeg simpelthen ikke bevæge mig. Jeg var ikke fysisk i stand til at gå ud af min bildør, og der skal man jo helst ikke nå til i livet. Man skal jo helst stoppe inden, at det står der til, fortæller hun.

Stress i baglommen

Den succesfulde viborgenser havde stress, lang tid før hun mærkede det. Hun var bare ikke klar over det.

Derfor bruger hun nu tid på, når hun laver foredrag rundt omkring i landet, at fortælle andre erhvervsfolk om, hvordan stressen nedlagde hende og samtidig formede den efterfølgende del af hendes karriere frem til nu.

- Jeg bliver nødt til at arbejde, men jeg ved om mig selv, at jeg skal hele tiden være opmærksom på, at jeg ikke kommer til at presse mig selv for hårdt. Jeg skal hele tiden have min stress med i baglommen, og jeg ved også, at jeg har en risiko for tilbagefald, siger Mia Wagner.

En af de måder, hun ser sig selv på nu efter perioden med stress, er som en ædru alkoholiker. For hun ved, at hvis den første tår kommer indenbords – altså for meget arbejde over en længere periode – så kan hun ikke sige stop igen.

Mia Wagner er kommet sig over perioden med stress, men den følger med hende hele tiden alligevel. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Vigtigt at gøre nytte

De erfaringer koblet sammen med erfaringer fra erhvervslivet bruger erhvervskvinden til at opnå noget af det, der er vigtigt for hende: At gøre nytte.

Det fandt hun allerede ud af som barn, og det lever hun efter som koncerndirektør i Freeway.

- Det var vigtigt for mig at gøre nytte. Det tænkte jeg meget over. Hvad er det mit liv skal bruges til? Det tænkte jeg en del over som barn og ung, siger Mia Wagner og fortsætter:

- Så jeg drømte om at finde et sted, hvor jeg kunne gøre nytte og hjælpe andre.

Læs også Marie elsker sin krop: - Fordi jeg ikke barberer mine ben, får jeg blikke

Virksomheden Freeway beskæfter sig hovedsageligt med at investere i iværksætteri og støtter op omkring andre iværksættere.

"Tag det hele med"

Som en del af Løvens Hule har hun sammen med de andre løver investeret i mange projekter. Nogle er gået som en drøm, mens andre slet ikke er gået.

Den opmærksomhed, hun har fået gennem programmet, har gjort, at mange ser hende som et forbillede.

Det er ikke altid, den 41-årige synes, at det er en lige god idé. For som hun selv siger det, så har alt en forside og en bagside. Forsiden for Mia Wagner er successen, mens bagsiden er perioden med stress.

Derfor har hun også et helt klart mål, når hun taler til folk.

- Jeg håber, at hvis man skal lære noget af mig, så er det, at vi tager det hele med. Det går godt og skidt, det gør ondt og det giver glæde, men vi tager det hele med.

12:56

Video: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Luk video