Mere fokus på psykisk syges pårørende

Antallet af tilbud til pårørende steget. Forskning viser, at den psykisk syge bliver hurtigere rask, når den pårørende bliver hjulpet.

Psyk-info

Psykinfo-Midt har netop igangsat et nyt tilbud til pårørende til psykisk syge. Det kan nemlig være en byrde hård byrde at bære at have en psykisk syg i familien. 

- Min kone har haft en depression i 8-10 år efterhånden, det er lang tid, det har stået på, så det er klart, der har været perioder, hvor det har været lidt svært som pårørende, siger Henrik Madsen, der benytter sig af Psykinfo-Midts nye tilbud for pårørende.

Og det er netop for at hjælpe personer som Henrik Madsen, og andre der har psykisk sygdom tæt inde på livet, at projektet er igangsat.

- Pårørende til psykisk syge har behov for et tilbud, som gør, at de kan blive bedre rustet til de udfordringer, der er, når man har en psykisk syg i familien, siger Jette Dupont Lauritsen, der er konsulent ved Psykinfo-Midt.

Og det er ikke kun i det midt og vestjyske, der er kommet fokus på de pårørende, lyder det fra Landsforeningen for Psykisk Sundhed (Sind).

- Vi har ikke tal for det, men vi ved, at der er flere og flere tilbud. Vi kan mærke det på den måde, at der har været en stigende efterspørgsel fra pårørende, men nu ser vi også, at Regionpsykiatrien rundt om i landet imødekommer det behov, der er for at støtte de pårørende, siger Knud Kristensen, der er formand for SIND.

Og det giver god mening at støtte de pårørende også for den syge, lyder det fra Anette Thaisen Andersen, der har arbejdet med pårørende indsats i Regionspsykiatrien i tolv år.

- Forskning viser, at ved at inddrage de pårørende, ser vi, at patienterne kommer sig hurtigere. Det vil sige, at der er reduceret tilbagefald og genindlæggelse, siger hun.

Det nye tilbud foregår mellem regionen og seks vestlige kommuner, som samarbejder på tværs.