Medlemmer strømmer til Kristendemokraterne: - Det er en håbets stemning

Medlemsfremgang bringer optimisme hos Kristendemokraterne. Politisk redaktør er dog i tvivl om, hvorvidt det er nok.

Smilet var stort hos Isabella Arendt til weekendens hovedbestyrelsesmøde.
Smilet var stort hos Isabella Arendt til weekendens hovedbestyrelsesmøde.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det var et hårdt slag for Kristendemokraterne, da de ved det seneste folketingsvalg ikke blev valgt ind. Et relativt lavt antal stemmer kunne have fået partiet ind. Sådan gik det ikke.

Men alligevel er der stor optimisme i partiet ved weekendens hovedbestyrelsesmøde, der bliv afholdt på en gård lidt uden for Skjern. For medlemstallet i partiet stiger.

- Det er en håbets stemning. Der er meget, man gerne vil, og der er tårnhøje ambitioner, siger formand Isabelle Arendt, der overtog tøjlerne i partiet efter valget, hvor nu forhenværende formand Stig Grenov valgte ikke at stille op som formand igen.

Helt præcist er der kommet 472 nye partifæller til Kristendemokraterne. Det betyder, at der i alt er 2320 medlemmer.

Håber på valg

Derfor er planlægningen til det næste folketingsvalg allerede startet.

Partiets næstformand, Marianne Karlsmose, lægger vægt på, at de nye medlemmer ikke var kommet, hvis de ikke havde troet på, at partiet ikke ville kunne klare cuttet til næste valg.

Her vil Kristedemokraterne slå sig frem på samme politiske mærkesager som sidst.

- Det er civilsamfundet, det er det nære, du kan se fra køkkenvinduet, det er fodboldklubben, det er børnene på vejen og vækst i decentrale nærområder. Det er nogle andre mærkesager end det, jeg fornemmer, at andre partier slår sig op på, siger Isabella Arendt.

Skal aktivt vælge Kristendemokraterne

Selvom optimismen er stor hos Kristendemokraterne, er det ikke sikkert, at partiet får den ultimative forløsning til næste valg.

Det vurderer TV 2’s politiske redaktør, Troels Mylenberg.

- De stemmer, som nogle gange er hos Venstre, nogle gange hos Konservative, måske har været forbi Dansk Folkeparti eller de radikale, er der rigtig mange, der kæmper om. Og der er ikke så mange stemmer, at der er plads til alle de små partier, siger han.

Ved det seneste folketingsvalg fik Kristendemokraterne 60.944 stemmer. Det svarede til 1,7 procent.

2:26
Kristendemokraterne har siden valget fået 472 nye medlemmer. Det har givet håbet tilbage for en plads i Folketinget.