Måtte vente over tre år på miljøgodkendelse

Behandlingstiden i Natur- og Miljøklagenævnet får hård kritik, efter sager er trukket ud i årevis.

ventetidmiljoklage.jpg

Knud Christensen fra Spjald ansøgte i 2012 om godkendelse til at bygge et biogasanlæg på marken ved siden af sin ejendom. Men en gruppe naboer klagede i høringsrunden til Miljø- og Naturklagenævnet, og sagsbehandlingen har taget tre et halvt år.

- Jeg vil sige, det har nærmest været et mareridt. Og hvis jeg havde vidst det, inden jeg gik i gang, så havde jeg aldrig nogensinde startet på det, siger Knud Christensen.

Systemet skal laves om

Nu har Knud Christensen endeligt fået grønt lys til at bygge, men han undrer sig over, at behandlingen har taget så lang tid, selv om alle klager er blevet afvist. Det er et ekstra krav om en VVM-redegørelse og behandlingen af klager fra naboerne, der har taget tid

- Det kører i ringe hele tiden, og der er flere ting man skal lave flere gange, ligesom det er ude i høringer mange gange. Man er nødt til at lave systemet fuldstændigt om, siger Knud Christensen.

Erkender at ventetiden er for lang

På Natur- og miljøklagenævnets hjemmeside står der, at halvdelen af sagerne bliver behandlet på et halvt år - I mere komplicerede sager kan det dog tage 12 måneder. Torsten Schack Pedersen(V) slår fast, at behandlingstiderne er for lange, nye projekter skal gå lettere igennem systemet.

- Jeg tror alle er klar over, at der har været en tung lovgivning på det her område i en årrække, og det er forsøgt at lave forberedninger. Men det kan man jo ikke bruge til noget, når virkeligheden er, at der er ekstrem lang ventetid, siger Torsten Schack Pedersen

2:17
Det er dyrt at vente på og gør det svært at skabe udvikling og arbejdspladser, lyder kritikken.