Masser af våben bliver indleveret under frit lejde-aktion

Politiet vil have ulovlige våben væk fra gaden. Derfor kunne man fra 1. juni aflevere våben hos politiet helt uden risiko for straf.

1:52
Politiet vil have ulovlige våben væk fra gaden. Derfor kunne man fra i går aflevere for eksempel skydevåben, knive og eksplosiver hos politiet helt uden risiko for straf.

Der er blevet langet mange våben over disket rundt på politiets lokalstationer, siden frit lejde-aktionen for indlevering af våben begyndte 1.juni.

- Allerede da vi åbnede kl. 8, stod de første med noget, siger Peder Christensen, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.  

- Vi får patroner ind, vi får fænghætter ind, vi får løst krudt, stikvåben, ja faktisk også en granat, fortæller politikommissæren.

På grund af frit lejde-aktionen kan man lige nu komme af med sine ulovlige våben helt uden at skulle svare på spørgsmål. Selvom politiet godt ved, det ikke er kriminelle og bandemedlemmer, der afleverer deres våben, er ordensmagten glad for hvert uregistreret våben, der kan destrueres.

-  Alt hvad der ligger i hjemmene, hvis der bliver indbrud, eller der sker et eller andet, er jo i potentiel fare for at ryge ud på det sorte marked og blive solgt og blive brugt senere hen, siger Peder Christensen.

Museum: Der plejer at falde noget af til os

For museumschef på Museumscenter Hanstholm, Jens Andersen, er frit lejde-aktionen sød musik i ørerne. Museet har nemlig en stor udstilling af gamle våben.

- Der plejer også at falde noget af til os, fordi der ligger stadig en hel del våben tilbage fra besættelsestiden rundt omkring hos folk, siger Jens Andersen.

Og ved sidste omgang frit lejde faldt der også noget af til museet.

- En af de ting, vi fik ind ved sidste frit lejde-aktion, var et tysk halvautomatisk gevær model 1943, siger museumschefen.

På politistationen i Holstebro ér der da også allerede afleveret noget, der lugter af besættelsestid.

Museumscenter Hanstholm fik indleveret dette tyske gevær ved seneste frit lejde-aktion i 2013 
Museumscenter Hanstholm fik indleveret dette tyske gevær ved seneste frit lejde-aktion i 2013 
Foto: Sean Kelly Christensen

- Vi har fået et gevær ind, og pågældende der afleverede det sagde, at det var et gevær, som hans far havde stjålet fra tyskerne under krigen, så det er et gammelt tysk gevær, siger Peder Christensen. 

Men mere melder historien om geværet på politistationen i Holstebro ikke om.  Og det er netop hagen ved frit lejde-konceptet for museet. 

- Halvdelen af værdien i en genstand for os, den ligger i den historie, der følger med den, siger Jens Andersen

Man kan aflevere sine våben anonymt og risikofrit måneden ud. Ved seneste frit lejde-aktion i 2013 fik Midt- og Vestjyllands Politi omkring 1.500 enheder ind.