Mårhunden lever i bedste velgående

Selvom jægerne har skreget på hjælp for at sænke bestanden af mårhunde, så kommer der flere og flere af dem

Maarhundnaer.jpg

Der kommer flere og flere mårhunde til Jylland, det skriver DR.

Naturstyrelsen har ellers siden 2010 kæmpet en hård kamp, for at slippe af med rovdyret. Tilbage i november var jægerne også klare i spyttet med deres holdning til det pelsede dyr.

- Vi vil ikke have dem her, for vi har vores egne oprindelig hjemmehørende arter af vores rovdyr, konstaterede Naturvejleder og jæger Brian Kjølhede, der arbejder på at nedbringe antallet af mårhunde i den danske natur dengang til TV MIDTVEST.

Men trods ambitionerne om at bringe antallet af mårhunde ned, er der sket en kedelig udvikling.

- I 2014 registrerede vi lidt over 100 mårhunde i Jylland, i 2015 omkring 250 og i 2016 omkring 400 mårhunde, så det er mere end en tredobling på to år, siger Lars Trier, leder af Naturstyrelsens Projekt Mårhund til DR.

Mårhunden har levet et liv under radaren siden ulven dukkede op i Danmark og har stjålet spotlightet, men nu skal der altså gøres noget.

- Med den fremgang vi nu oplever nu i bestanden, så er tiden kommet til igen at sætte fokus på det invasive rovdyr, siger jægeren Thorsten Dahl Pedersen til DR.