Mangel på arbejdskraft spænder ben for medarbejderes efteruddannelse

Den historiske lave ledighed betyder, at mange virksomheder er stoppet med at sende medarbejdere på efteruddannelse. Det er et problem, mener ekspert.

Direktøren i Hvidbjerg Vinduet A/S, Claus Arberg, kan i øjeblikket ikke undvære sine medarbejdere, og derfor bliver de ikke sendt på kurser eller uddannelse.
Direktøren i Hvidbjerg Vinduet A/S, Claus Arberg, kan i øjeblikket ikke undvære sine medarbejdere, og derfor bliver de ikke sendt på kurser eller uddannelse.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Ledigheden i Midt- og Vestjylland er lige nu den laveste siden 2008. Det lyder umiddelbart positivt, men det betyder også, at mange virksomheder ikke har mulighed for at undvære medarbejderne, fordi der mangler hænder.

Derfor bliver medarbejderne ikke sendt på efteruddannelse eller kurser, fordi deres arbejdsgiver simpelthen ikke kan undvære dem.

En af de virksomheder, der holder medarbejderne hjemme, er Hvidbjerg Vinduet A/S på Thyholm.

- Vi har brug for hænder her i virksomheden, siger direktør Claus Arberg.

Og det er på trods af, at han gerne vil opkvalificere sine medarbejdere.

- Der er hele tiden behov for, at medarbejdere bliver opkvalificeret, og at man holder sine kompetencer ved lige. Der kommer nye ting til, nye maskiner, nye udfordringer - og i det hele taget nye måder at arbejde på, siger Claus Arberg.

Men efteruddannelser eller kurser får medarbejderne hos Hvidbjerg Vinduet A/S ikke mulighed for at komme på den næste tid, fordi virksomheden har mange ordrer.

Et stort problem

Ifølge Thomas Bredgaard, som er professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, så kan det få konsekvenser, at medarbejdere i en virksomhed ikke efteruddannes.

- Man finder kortsigtede løsninger og får så måske et langsigtede problem, hvis man ikke tilbyder eftervidereuddannelse til sine medarbejdere, siger professoren.

Også fagforeningen og A-kassen 3F mener, at der er et stort problem, at virksomheder i øjeblikket ikke har mulighed for at sende deres ansatte på efteruddannelse. 

For medarbejderne selv er det også bekymrende, lyder det fra 3Fs næstformand i Midtjylland, Jørgen Nielsen.

- Det går bare så stærkt nu i tiden, så der er ikke mange jobs, hvor man ikke skal kunne et eller andet. De var der i gamle dage, men dem er der godt nok ikke mange tilbage af, siger næstformanden.