Måling: Lussing til V og S i Region Midtjylland

De store partier i Region Midtjylland mister vælgere, viser ny meningsmåling.

Venstre og Socialdemokraterne går tilbage i ny meningsmåling.
Venstre og Socialdemokraterne går tilbage i ny meningsmåling.

Opbakningen til Socialdemokraterne og Venstre smuldrer i Region Midtjylland. Det viser en ny meningsmåling Megafon har lavet for TV2 / Østjylland. 

Hvis der var valg til regionsrådet nu, ville Socialdemokraterne få 28 procent af stemmerne. Ved valget for to år siden fik regionens største parti 34,4 procent af stemmerne.

Også Venstre går markant tilbage. I dag ville 22 procent stemme på Venstre mod 30,5 procent af stemmerne i 2013. Dermed er Venstre det parti, der ville blive mest svækket, hvis der var valg i morgen.

 

Megafon for TV2 / Østjylland
Megafon for TV2 / Østjylland

Samtidig med de store partier mister terræn, så går det fremad for de mindre. Dansk Folkeparti får 12 procent af stemmerne mod 8,7 procent ved valget i november 2013. Liberal Alliance går frem fra 2,3 til 6 procent.

Og så ville Alternativet sandsynligvis komme i regionsrådet med to medlemmer, hvis der var valg i dag, skriver TV2 / Østjylland på sin hjemmeside. Alternativet får opbakning fra 5 procent af vælgerne.

Også Enhedslisten går markant frem fra 5,8 procent ved valget til 8 procent i dag.

Der er i alt 41 medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland, hvor Socialdemokraten Bent Hansen er formand.

Meningsmålingen er lavet af analyseinstituttet Megafon for TV2 / Østjylland. I alt er 1.507 midtjyder blevet spurgt.  

Læs mere om Midtvejsvalget på TV2 / Østjylland