Måling: Flyt flere statslige arbejdspladser fra Hovedstaden

Det mener et flertal af vælgerne ifølge en ny Norstat-måling foretaget for netavisen Altinget.

Udflytning af statslige arbejdspladser
Foto: TV MIDTVEST

Venstre-regeringen tog sidste år hul på at flytte 3900 statslige job ud af Hovedstaden, og i det nye regeringsgrundlag hedder det, at VLAK-regeringen i 2018 vil "fremlægge forslag til yderligere udflytning af arbejdspladser."

Det arbejde er der opbakning til hos 56 procent af vælgerne ifølge målingen. 26 procent er imod flere udflytninger fra Hovedstaden, mens 18 procent svarer "ved ikke".

Skatteminister Karsten Lauritzen (V), der har været en central regeringsaktør i udflyttebestræbelserne, er ikke overrasket over meningsmålingen. Han mener, den giver et ret præcist billede af den folkestemning, man møder rundt i landet.

- Jeg vil tro, at når man ser på mediedækningen af udflytningen, er den overvejende negativ. Men målingen er jo udtryk for, at regeringens arbejde for at udflytte job nyder bred folkelig opbakning, siger Karsten Lauritzen til Altinget.

Mange af de statslige embedsmænd er medlemmer i Djøf, og her er man mere skeptisk.

Formand for Djøf Offentlig Sara Gundelach Vergo mener ikke, at en opbakning hos vælgerne på 56 procent er specielt stærk. Hun hæfter sig ved, at hele øvelsen deler vælgerne efter, hvor de bor.

- Jeg kan sagtens se argumentet for at flytte job ud i provinsen, men man skal gøre det smart. Og det har det haltet med, siger Sara Gundelach Vergo til Altinget.

Ifølge Djøf har regeringen skruet alt for meget op for tempoet, så udflytningerne ikke er blevet forberedt ordentligt. Det har betydet, at meget få medarbejdere har valgt at flytte med fra København. Og mange nøglemedarbejdere er gået tabt.

Dykker man ned i undertallene til målingen, er der store geografiske forskelle: I Hovedstaden mener kun 25 procent af vælgerne, at der skal flyttes arbejdspladser ud. I landets øvrige regioner er opbakningen over 61 procent, og i Nordjylland støtter over 80 procent af vælgerne op om udflytningerne.

/ritzau/