Mælkehandler: Priserne galopperer op ad

Stigende afregningspriser på mælk kan komme hurtigere end ventet, mener mælkehandler.

Mælk

Prisen på smør er inde i et hysterisk opsving og den hollandske spotpris på mælk er allerede på 36 eurocent (2,68 dkr.) pr. liter, skriver Landbrugsavisen.

Det gav anledning til stor optimisme på Mælkefestivallen i Helle Hallen ved Varde i weekenden.

- Afregningspriserne ændrer sig først to til fire måneder efter ændringer i markedspriserne, og de vendte allerede i opadgående trend ved skiftet mellem april og maj.

- Og de seneste måneder er markedspriserne kun gået op ad, forklarer Keld Winther Rasmussen, Senior Advisor hos Uhrenholt A/S, som er et handelsfirma med speciale i mælk.

Han spår, at mælkeproducenterne står overfor adskillige og betydelige stigninger på mælkeprisen.

Andre regner med en stigning på minimum 20 øre pr. kg mælk inden årets udgang.