Lynekspert: Sådan undgår du at blive ramt af lynet

Sommeren er højsæson for lyn og torden, og selvom risikoen for at blive ramt af et lyn er lille, så kan man alligevel selv være behjælpelig med at gøre den endnu mindre.

Selvom skolernes sommerferie lakker kraftigt mod enden, så er sommermånederne stadig over os lidt endnu. Det betyder, at det er højsæsonen for lyn og torden, og det har man i denne weekend kunne mærke flere steder i landsdelen.

Blandt andet fik deltagerne ved danmarksmesterskaberne for U15- og U17-roere i Holstebro lørdag statistikken at føle. Mesterskaberne blev sat på pause, da tordenbyger sneg sig ind over Vandkraftssøen, hvor konkurrencerne blev afholdt.

Faktisk falder hele 85 procent af årets lyn i de tre sommermåneder, mens 5 procent falder i maj, og 5 procent falder i september. Det skyldes, at varmen gør, at der er mere energi i luften til at opbygge elektriske ladninger i skyerne. Det fortæller John Cappelen, der er seniorklimatolog hos DMI og Danmarks førende lynekspert. 

Han kommer desuden med fem gode råd til, hvordan man kan undgå at blive ramt af lynet.

1. Man skal sørge for at komme inden døre i et hus eller i en bil, hvis man kan. Det er klart de mest sikre steder at opholde sig.

2. Man skal ikke søge ly i nærheden af et tårn eller under et træ, fordi ting, der rager op, har en større sandsynlighed for at blive ramt.

3. Det er aldrig godt at opholde sig i et åbent landskab, hvor man selv rager op, fordi så er man et potentielt mål for lynet.

4. Hvis man opholder sig udenfor og ikke har mulighed for at komme ind i en bil, så er det bedste råd at gøre sig så lille som muligt med så lidt berøringsflade med jorden, som overhovedet muligt.

5. Det kan være en fordel at blive våd. Hvis du får en våd overflade, så kan du nemlig være heldig, at lynet løber på overfladen og ikke ind i dig, hvis du bliver ramt.

Det er dog heldigvis ikke lige hver dag, at et lyn slår ned i et menneske. Faktisk er der under én om året, der dør af et lynnedslag i Danmark, men alligevel mener John Cappelen, at det er en god idé at tage sine forholdsregler.

- Der er flere, der bliver ramt uden at dø, så der er en sandsynlighed for at man bliver ramt, fortæller Danmarks førende lynekspert.

Han vurderer desuden, at fremtidens vejr vil bliver mere ekstremt.

- Klimamodellerne, der regner på, hvordan klimaet bliver i fremtiden, siger jo, at det vil blive mere varmt, mere vådt og mere ekstremt. Jo mere varme, der er i luften - jo mere energi er der tilstede til få lyn til at slå ned, fortæller John Cappelen.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Vejr.