Lukningen af minkfarmene rammer bestanden: Sølvmågernes tag-selv-bord er forsvundet

Dansk Ornitologisk Forening forventer en kraftig nedgang i antallet af de store måger - men glæder sig over udsigten til en mere naturlige bestand.

Bestanden af de næsten altædende sølvmåger i Danmark steg kraftigt i takt med, at samfundet begyndte at producere mere affald.
Bestanden af de næsten altædende sølvmåger i Danmark steg kraftigt i takt med, at samfundet begyndte at producere mere affald.
Foto: Jan Skriver, Dansk Ornitologisk Forening

Politikernes beslutning om at aflive de danske mink har haft en markant sideeffekt i fuglenes verden.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) oplyser, at lukningen af minkindustrien har medført en stor nedgang i bestanden af sølvmåger.

De store og næsten altædende måger har i mange år nydt godt af adgangen til let føde på minkfarmene i form af rester fra dyrenes foder.

Nu er det store tag-selv-bord lukket, og konsekvensen kan blandt andet ses på fugleøen Fjandø i Nissum Fjord.

- Her har vi kunnet se, at sildemågerne har klaret deres ynglesæson langt bedre end sølvmågerne, fordi sildemågen i langt højere grad end sølvmågen flyver til havs og finder føde i stedet for at være afhængig af levninger fra minkfarme, siger Thomas Bregnballe, der er seniorforsker hos DCE, Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.

På nogle små øer, der udgør et vildtreservat i Limfjorden vest for Aalborg, har eksperterne bemærket, at de cirka 5000 sølvmåge-par stort set ikke får unger på vingerne i år. 

Mere naturlig bestand 

For ornitologerne er der dog ikke tale om en negativ udvikling. 

- Det er supergodt, at vi nu får en mere naturlig bestand af sølvmåger i Danmark, som ikke er holdt kunstigt oppe af affald og foderrester fra minkfarme. DOF går ind for naturlige bestande af ynglefugle, som lever på et mere naturligt fødegrundlag. I flere af vores nabolande har sølvmågen været i markant tilbagegang i de senere år på grund af sværere adgang til fiskeri- og madaffald. Det medfører mere naturlige bestandsforhold, siger biolog  i DOF, Knud Flensted.

Dansk Ornitologisk Forening oplyser, at sølvmågen frem til 1920 var en forholdsvis sjælden ynglefugl i Danmark. Dengang søgte de store måger mest føden langs kysterne, men i takt med, at samfundet begyndte at producere mere og mere affald, steg bestanden kraftigt. 

I 1960´erne var bestanden på omkring 17.000 ynglepar. I 2010 var der 87.000.

Eksperterne glæder sig nu til at se, hvordan bestanden vil udvikle sig de kommende år, når mågerne skal finde alternativer til minkfarmene.

- Jeg forventer en kraftig nedgang i bestanden de kommende år og formentlig også en mærkbar omfordeling. Det bliver interessant at se, om sølvmåger ligefrem vil emigrere til udlandet, siger Knud Flensted i pressemeddelelsen.