Lone er landbrugets viceformand: Kvinder skal kæmpe hårdere

Lone Andersen fra Lyne har kæmpet sig til tops i dansk landbrug. Hun opfordrer andre kvinder til at søge indflydelse i bestyrelserne.

8:52
Lone Andersen er viceformand i Landbrug & Fødevarer. Se Indblik Søndag om kvinder i bestyrelser her.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Det går langsomt med at få flere kvinder ind i de danske bestyrelser.

Det viser en ny rapport fra Erhvervsstyrelsen.

Og som kvinde skal man kæmpe hårdere for at nå til tops - det er i hvert fald den erfaring, som viceformanden i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen fra Lyne ved Tarm, har gjort sig. 

- Når der er så mange mænd omkring en i ens bestyrelse, skal man som kvinde arbejde hårdere, det er jeg slet ikke i tvivl om. De bakker hinanden op. De er også gode til at bakke mig op, men man skal bevise sit værd.

- Mænd er rigtig, rigtig gode til at fortælle, hvor gode de er. Det kan vi kvinder ikke. Jeg har lært, at jeg skal huske at fortælle om de vigtige ting, jeg får udrettet. Og man skal sige det mere end en gang og flere steder. Så man skal tro på sig selv og være stolt af sig selv. Og janteloven kan man godt glemme alt om, siger hun.

Som viceformand er 53-årige Lone Andersen nummer to i hierarkiet i den folkevalgte del af Landbrug & Fødevarer efter formand Martin Merrild. Hun blev viceformand i 2013, da hun blev landsformand i Dansk Familielandbrug og blev dermed den første kvinde i Landbrug & Fødevarers formandskab.

Samtidig er hun er den eneste kvinde blandt 25 medlemmer af organisationens primærbestyrelse.

- Jeg håber, at der kommer flere, for der er masser af dygtige kvinder derude, siger hun. 

Lone Andersen driver sammen med sin mand Erik et økologisk landbrug i Lyne ved Tarm.
Lone Andersen driver sammen med sin mand Erik et økologisk landbrug i Lyne ved Tarm.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Det er ikke kun organisationer som Landbrug & Fødevarer, der har en kønsmæssig slagside. Det gælder også i erhvervslivet.

I 2012 vedtog Folketinget en lov, der forpligtede virksomheder af en vis størrelse til at opstille mål for antallet af kvinder i bestyrelsen samt at formulere en politik for, hvordan man kan øge andelen.

Loven er netop blevet evalueret i en rapport fra Erhvervsstyrelsen, og konklusionen er, at det trods de gode intentioner går langsomt at få flere kvinder i bestyrelseslokalerne.

I 2017 var 15,2 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de virksomheder, der er omfattet af loven, kvinder.

Og dermed snyder virksomhederne sig selv, mener direktøren for Børnenes Hovedstad i Billund, Charlotte Sahl-Madsen fra Staby,

- Det er heldigvis forskningsmæssigt dokumenteret, at man forringer bundlinjen,hvis man ikke sørger for at have den der mangfoldighed i bestyrelseslokalet. Der er ingen, der vinder ved den ensidighed, siger hun.

1:33
Virksomhederne snyder sig selv. Interview med Charlotte Sahl-Madsen.

Charlotte-Sahl Madsen er tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling og har erfaring fra bestyrelserne i en række virksomheder og fonde. I bund og grund synes hun ikke, at diskussionen drejer sig om køn, men om mangfoldighed. Og at få flere kvinder i bestyrelsen bidrager til øget mangfoldighed.

- Jeg har faktisk sagt nej til bestyrelsesposter, hvor der indledningsvis blev sagt: Vi skal have nogle kvinder. Jeg gider ikke at sidde der på det mandat. Jeg vil sidde der, fordi jeg kommer med noget af det, der er brug for. Men når man sidder i et bestyrelseslokale, så er det da en større fornøjelse, når der er den der mangfoldighed. Når der er en god dialog med forskellige standpunkter, og man ikke bare sidder og bekræfter hinanden, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Og Lone Andersen er da heller ikke i tvivl om, at det betaler sig at søge indflydelsen.

- Jeg kan stærkt anbefale kvinder at gå ind i bestyrelser. Hvis nogen spørger mig, siger jeg: Gør det! Du vil aldrig fortryde, Du vil lære en masse af dig og få nogle kompetencer, som du kan bruge resten af dit liv, fortæller hun

1:11
Man skal glemme janteloven. Interview med Lone Andersen.