Løkke: Hackere kan lægge vores sygehuse ned med angreb

Når samfundet bliver mere og mere digitaliseret, følger en sårbarhed over for cyberangreb med.

130615LarsLoekke.jpg

Fremtidens læger kan få hjælp af supercomputere, når de skal diagnosticere kræftpatienter. Fremtidens butikker kan drives næsten uden personale.
    
Men for fremtidens kriminelle og terrorister rummer teknologien også nye muligheder for at skade det danske samfund.
    
Sådan lyder erkendelsen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han mandag besøger detailkæden Coop forud for det første møde i det såkaldte Disruptionråd.
    
I weekenden er virksomheder og organisationer verden over blevet ramt af et angreb med den ondsindede software WannaCry. Og det er bagsiden af den øgede digitalisering, lader Løkke forstå.
    
- Man behøver ikke køre bomber op foran et sygehus. Man kan angribe serverne. Og så kan man lægge vores sygehuse ned, siger Løkke.
    
- Så det med at gøre samfundet omstillingsparat og gribe mulighederne har selvfølgelig også den dimension i sig.
    
Disuprionrådet har til opgave at finde ud af, hvordan Danmark kan komme "forlæns ind i fremtiden", som statsministeren udtrykker det. Men for regeringen er forsvar mod cyberangreb også vigtig prioritet, forsikrer han.
    
/ritzau/