Løb, petanque og yoga: I dag lægger skolerne bøgerne væk til fordel for motion

Så er det snart efterårsferie for danske skoleelever. Det betyder, at det er Skolernes Motionsdag, og eleverne kan se frem til en dag fyldt med bevægelse og fællesskab.

Idræt rydder skoleskemaet i dag for landets børn og unge.
Idræt rydder skoleskemaet i dag for landets børn og unge.
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Ridning, yoga, løb, gåture og mange andre aktiviteter er på planen, når landets skoleelever trækker i idrætstøjet i dag.

Traditionen tro er fredag før efterårsferien nemlig Skolernes Motionsdag.

Det skal de også på Skals Skole. Her kommer deres elever til at opleve nye sportsgrene, for lærerne vil gerne introducere eleverne til nye og anderledes måder at dyrke motion på.

- Vi vil vise dem, at motion er sjovt, og at motion slet ikke kun behøver at være løbe- eller gåture. Vi vil motivere dem med mange forskellige sportsgrene, siger Kim Sommer, der er folkeskolelærer og medarrangør af motionsdagen.

De mange sportsgrene eleverne vil blive præsenteret for på Skals Skole er blandt andre petanque, moon-car race og bowtag. Bowtag er et spil, hvor man skyder med bue og pil mod hinanden - dog helt ufarligt.

Kim Sommer fortæller også, at eleverne naturligvis også kan vælge mellem mere klassiske sportsgrene som svømning, ridning og yoga.

Efterskole løber for Knæk Cancer

Også på Staby Efterskole vil dagen være fyldt med motion. Skolen har i samarbejde med eleverne besluttet, at motionsdagen ikke skal være helt traditionel.

- Eleverne skal løbe så langt, de kan på seks timer, og så har eleverne fået enten deres familiemedlemmer eller venner til at sponsorere dem på turen, siger Anders Boll Mikkelsen, der er forstander på Staby Efterskole.

Det betyder, at hver elev får et beløb for hver kilometer, de løber. Alle pengene kommer til at gå til Knæk Cancer, og det er en organisation, som eleverne selv har valgt at støtte. 

Ambitionerne er store blandt eleverne, og mange af dem regner med at nå 20 kilometer. Det er en sjat, mener forstanderen, og han håber på, at de derfor får indsamlet mellem 50.000 – 100.000 kr.

- Men mest af alt glæder vi os til, at der bliver en fed stemning, og at eleverne gør det i fællesskab, understreger Anders Boll Mikkelsen.

Det er folkeskolelæreren fra Skals også enig i.

- Det, sport kan, det er, at man kan mødes og skabe et fællesskab.

Det er Dansk Skoleidræt, der står bag Skolernes Motionsdag, og langt de fleste skoler landet støtter op om initiativet.

2:56
Traditionen tro har landsdelens børn og unge været ude og røre sig - inden en velfortjent efterårsferie.