Lilleholt: Vi risikerer at lukke landbrug med klimabyrder

Energi-, forsynings- og klimaministeren beskyldes for ikke at gøre nok for at mindske landbrugets udledning.

Hvis det bliver dyrere at producere, risikerer mange landbrug at lukke, mener Lars Christian Lilleholt.
Hvis det bliver dyrere at producere, risikerer mange landbrug at lukke, mener Lars Christian Lilleholt.
Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

Fronterne var trukket skarpt op, da der torsdag var samråd i Folketinget.
    
Anledningen var landbrugets klimabelastning, og hvordan den påvirker Danmarks muligheder for at leve op til EU's klimamål frem mod 2030. Samt målet om, at Danmark skal være CO2-neutralt i 2050.
    
Det går for langsomt, lyder kritikken.

- Med det, regeringen laver af reel handling, får vi ikke reduceret CO2-udslippet fra landbruget i 2030. Og vi står med en kæmpe opgave med at få det reduceret fra 2030 til 2050, siger Enhedslistens Søren Egge Rasmussen.
    
Han havde sammen med Alternativets Rasmus Nordqvist og Christian Poll indkaldt energi,- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til samrådet.

Kritik prellede af på ministeren

Rasmus Nordqvists postulat, om at regeringen "sidder med hænderne i skødet frem mod 2030, hvor der så virkelig skal løbes hurtigt", prellede af på ministeren.
    
Lars Christian Lilleholt peger på, at det vil skade dansk landbrug og Danmarks økonomi, hvis landmændene med det samme skal gå i gang med at omlægge produktionen til at blive mere klimavenlig.
    
- Dansk landbrug er i øjeblikket i en meget følsom økonomisk situation. Mange landbrug er umådeligt pressede.

- Hvis vi kommer med nye ekstra regninger, som gør det dyrere at producere i Danmark, så er der risiko for, at der vil være dansk landbrugsproduktion, der lukker ned, siger ministeren.
    
Han vil blandt andet afvente resultaterne af nogle af de initiativer, som regeringen i oktober sidste år lancerede i sit klimaudspil.
    
I udspillet indgik blandt andet ny teknologi, der skal mindske ammoniak og drivhusgas fra svinestalde.

Garanti for at vi når målene

Samtidig skal en jordfordelingsfond på 150 millioner kroner gennem køb og salg af jorde sikre, at landbrugsproduktionen tager højde for blandt andet biodiversitet, klimagasproduktion og kvælstofreduktion.
    
Ifølge EU-målene skal Danmark nedbringe sin CO2-udledning med 32-37 millioner ton i 2030.
    
Lars Christian Lilleholt udstedte i oktober en garanti for, at Danmark når EU-målene for CO2-udledning i 2030.
    
Han holder fast i sin optimisme trods kritikken.
    
- Det bliver ikke i morgen, at vi står med den fantastiske løsning, vi alle håber på.
    
- Men med en fokuseret forskningsindsats vil vi i de kommende år udvikle det danske landbrug, så vi fortsat kan producere fødevarer af høj kvalitet, samtidig med at vi kan holde klimapåvirkningen nede, siger han.
    
/ritzau/