Liberal Alliance samler magten i en formandspost

Hidtil har Liberal Alliance haft en partileder og en landsformand, men nu bliver de to poster lagt sammen.

Partileder Alex Vanopslagh, der har rødder i Midt- og Vestjylland, er eneste kandidat til formandsposten i partiet.
Partileder Alex Vanopslagh, der har rødder i Midt- og Vestjylland, er eneste kandidat til formandsposten i partiet.
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Liberal Alliance laver om i organisationen og fusionerer partileder- og landsformandsposten. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at der ved partiets næste landsmøde til april skal vælges en formand. Eneste kandidat i øjeblikket er partileder Alex Vanopslagh.

Tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) havde meldt sig som kandidat til at afløse Leif Mikkelsen (LA) som landsformand. Men hun har trukket sit kandidatur af arbejdsmæssige årsager, meddeler hun nu.

- Når jeg har valgt alligevel ikke at opstille som landsformand til foråret, skyldes det, at jeg har måttet sande, at det arbejde, jeg står og skal i gang med, ikke harmonerer med en større partipolitisk post, siger hun i pressemeddelelsen.

Det har fået det tidligere regeringsparti til at ændre i organisationen

- Vi har brugt anledningen til at lave en ændring i organisationen, som faktisk har været oppe og vende flere gange, så vi samler partileder- og landsformandsposten i en, siger Vanopslagh.

- Det giver rigtig god mening for os at organisere os på den måde, og jeg har hele tiden tænkt, at en fusion af de to poster over tid ville blive nødvendig.

- Strukturen har været forvirrende på flere planer, og nu hvor folk alligevel kalder mig for formand for Liberal Alliance, kan jeg lige så godt tage titlen på mig, siger han.

Det er medlemmerne, der skal stemme om, hvem der skal bestride formandsposten. Hidtil har det været sådan, at den politiske leder var valgt af folketingsgruppen, mens landsformanden var valgt ved landsmødet.

Liberal Alliance er ved at finde sig selv efter et katastrofalt folketingsvalg i juni. Partiet gik tilbage fra 13 til 4 mandater. Ud af tinget røg blandt andre daværende partileder og udenrigsminister Anders Samuelsen samt profiler som Joachim B. Olsen og Christina Egelund.

For nylig forlod eksminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille Liberal Alliance for at stifte partiet Fremad. I øvrigt sammen med Egelund. Det betyder, at Liberal Alliance blot kan mønstre tre mandater i Folketinget.

/ritzau/

4:08
Alex Vanopslagh og Liberal Alliance er hårdt prøvede efter et forfærdeligt valg og farvel til flere partiprofiler. Vi fik lov at følge med en dag på borgen i hælene på partiet og partilederen.