Lemvig giver ikke op: Tror ikke på butiksdød

En ny undersøgelse forudser, at ti af 14 handelsbyer i Midt- og Vestjylland vil være væk i 2030. Den tror de ikke på i Lemvig. Her arbejder de på at imødekomme udfordringerne ved stigende nethandel.

Lemvig er en af landsdelens handelsbyer, og her giver de ikke op. De tror på, at kunderne fortsat vil vælge fysiske butikker også.
Lemvig er en af landsdelens handelsbyer, og her giver de ikke op. De tror på, at kunderne fortsat vil vælge fysiske butikker også.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

En prognose, lavet af Institut for Centerplanlægning, forudser, at Danmark i 2030 vil have væsentligt færre handelsbyer end i dag. Årsagen er forbrugernes stigende tendens til at handle på nettet fremfor i de fysiske butikker. 

I Midt- og Vestjylland spår den mest drastiske udsigt, at der kun vil være fire deciderede handelsbyer tilbage, mens en anden forudsigelse efterlader otte af de nuværende 14 tilbage på landkortet. Og det hele står og falder med, hvor stor en procentdel af forbrugernes fremtidige indkøb, der bliver foretaget på nettet.

Lemvig er en af de byer, der ifølge begge prognoser, må vinke farvel til handelslivet i løbet af det kommende årti. Og den udfordring er reel nok, ifølge byens event- og handelschef, som er ansat til netop at sikre et fremtidigt handelsliv. 

- Det er jo en udfordring, vi har kendt til i fem til 10 år, og vi har arbejdet aktivt med den, så på den måde er det ikke nyt. Men jeg synes i den grad, at det er noget, vi skal tage seriøst og alvorligt, og det gør vi også til hverdag. Det er dejligt, at der kommer fokus på det, så vi får mulighed for at snakke om det - også med borgerne og forbrugerne, siger Michael Vendelbo. 

Michael Vendelbo er ansat til at holde gang i handelslivet i Lemvig.
Michael Vendelbo er ansat til at holde gang i handelslivet i Lemvig.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Han tror dog fuldt og fast på, at det kan lykkes at bevare Lemvig som handelsby, og han lægger ikke meget i analysen fra Institut for Centerplanlægning.

- Jeg står ikke her i minus to grader og arrangerer fastelavnsfest, hvis ikke jeg tror på, at det er det, der skal til. Det er det, der gør forskellen. Så selvfølgelig tror jeg på, at der er en handelsby om fem år og 10 år, lyder det fra event- og handelschefen.

Folk på gaden: Vil handle mere på nettet

Spørger man dem, det hele handler om, nemlig forbrugerne, så nikker de genkendende til tendensen. Og de forudser endda, at endnu flere køb i fremtiden vil blive foretaget online. 

- Det vil jeg tro. Jeg synes faktisk, at jeg har handlet lidt oftere, end jeg troede, jeg ville gøre, siger Dorthe Fenger fra Herning. Hun bakkes op af Jonas Laursen fra Struer.

- Det vil jeg højest sandsynligt nok. Men jeg vil også stadig gå i de butikker, hvor jeg kender noget personale eller nogle kammerater, som jeg gerne vil støtte, siger han. 

Fysisk butik kombineret med webshop

Detailhandelsekspert Bruno Christensen fra firmaet Detailhandels Promotion tror ikke på forudsigelserne. Han mener, at der vil komme en modreaktion på nethandel, der vil redde de fysiske butikker. Men forretningerne skal følge med tiden, og et af de tiltag, der kan sikre dem overlevelse er at være tilstede på nettet. 

Dorthe Svankjær er indehaver af Tippe i Lemvig. Hun har etableret en webshop for at være rustet til fremtiden.
Dorthe Svankjær er indehaver af Tippe i Lemvig. Hun har etableret en webshop for at være rustet til fremtiden.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

- De varer, der ikke er fysisk i butikken, skal butikken hjælpe kunden med at skaffe via en netaktør, som butikken har et samarbejde med, siger Bruno Christensen til Ritzau.

Og den har indehaver af butikken Tippe i Lemvig, Dorhte Svankjær, luret. Så for fem år siden etablerede hun en webshop.

- Jeg synes, at jeg er rustet til fremtiden, fordi jeg har etableret min webshop. Jeg tænker, at det er fremtiden.

Hun har netop flyttet sin butik til mindre lokaler for at nedbringe omkostningerne til den fysiske butik og give plads til fokus på webshoppen. 

- Jeg kan se, at den generation, der kommer efter mig, handler på nettet. Så det er en del af mit koncept, at jeg har min webshop som et supplement, fortæller hun.

Prognoserne fra Institut for Centerplanlægning forudser, at hvis 50 procent af indkøbene af udvalgsvarer foretages på nettet, så vil Herning, Holstebro, Viborg og Silkeborg være de eneste tilbageværende handelsbyer i Midt- og Vestjylland. I dag er også Struer, Lemvig, Skjern, Ringkøbing, Ikast, Brande, Skive, Nykøbing, Thisted og Bjerringbro handelsbyer.

2:04