Lave tobis-kvoter en katastrofe

Arbejdspladser og eksportindtægter er på spil i landsdelen

Fiskeriet efter industrifisken tobis er ramt af meget lave kvoter
Fiskeriet efter industrifisken tobis er ramt af meget lave kvoter

Efter en række gyldne år med gode fangster er der nu udsigt til tab af både arbejdspladser og eksportindtægter for de danske industrifiskere.

Selv om Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag i Bruxelles havde held med at forhandle en større kvote af tobis hjem til fiskerne, så er situationen alvorlig.

Det siger Jesper Juul Larsen fra Hvide Sande. Han er formand for industri-udvalget i Danmarks Fiskeriforening.

-  Ministeren fik forhøjet kvoten fra 5.000 til 13.000 tons i en forsøgsperiode, hvor udvalgte fiskefartøjer må fange tobis i et område ved Doggerbanke i Nordsøen, fortæller formanden.

De 13.000 tons svarer til en tiendel af de kvoter, som industrifiskerne har haft de seneste år, og ifølge Jesper Juul Larsen de laveste i mange år.

- Det giver store tab i indtjeningen og er en katastrofe for fiskerihavnene i landsdelen. Når fiskerne tjener penge, så bruger de penge på at optimere fartøjer, og det skaber aktivitet i havne og hos følgeindustrierne, siger formanden.

Han forsøger dog at bevare optimismen og håber, at der er basis for at forhøje kvoterne i løbet af maj måned.  

 - I forbindelse med fiskeriet vil der blive taget prøver af fangsterne. Når forsøgsperioden løber ud vil det blive vurderet, om der må fanges flere tobis i området, Så er det op til kommisionen at afgøre, om der kan fiske efter flere tobis siger Jesper Juul Larsen.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen forstår fiskernes bekymring, og vil kæmpe for at der kommer en reel tobis-kvote i løbet af maj.

- Danmark har presset på i forbindelse med det forsøgs-fiskeri, som ny sættes i gang i løbet af april. Det vil give os et mere reelt billede af, hvor mange fisk der forhåbentlig er i Nordsøen, siger ministeren fra Bruxelles til TV MIDTVEST.

Esben Lunde Larsen kaldet det helt afgørende, at der bliver landet flere tobis i vestkysthavnene, så følgeindustrien kan fungere og der kan skabes arbejdspladser.

Et plaster på såret for industrifiskerne er, at kvoterne for såvel brisling som sperling er gode. Det kan være med til at rette op på en sæson, som allerede nu ser ud til at blive økonomisk vanskelig for fiskerierhvervet.