Lars Larsen dropper Idemøbler efter millionunderskud

Møbelkæden Idemøbler bliver til Ilva, efter koncernen har haft millionunderskud gennem flere år.

Lars Larsen lader Idemøbler smelte sammen med Ilva efter et årelangt underskud. (Arkivfoto)
Lars Larsen lader Idemøbler smelte sammen med Ilva efter et årelangt underskud. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den danske møbelkoncern IDdesign tager konsekvensen af år med store millionunderskud og slår de to danske møbelkæder Ilva og Idemøbler sammen. 

Det betyder, at alle butikker vil fra september bære navnet Ilva, mens Idemøbler forsvinder.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

IDdesign er ejet af Lars Larsen, der er kendt for at stå bag butikkerne Jysk.

Ny direktør sidste år

Sidste år blev Rami Jensen sat ind som ny administrerende direktør for IDdesign, hvor hans opgave var at vende underskuddet. 

Blandt hans første tiltag har været på de indre linjer at slå Ilva og Idemøbler sammen. Begge brands havde inden da været to selvstændige kæder.

Nu tages næste skridt ved at sløjfe Idemøbler, som ellers er den største kæde af de to med 33 butikker landet over. 

I stedet fokuseres på Ilva-navnet til alle 46 butikker - hvoraf de fleste er i Danmark, mens enkelte er placeret i Sverige, Island og på Færøerne.

Antallet af fuldtidsansatte i selskabet er desuden 100 færre end for et år siden.

Ét navn bliver en styrke

Ifølge den administrerende direktør har der ligger mange overvejelser og vurderinger bag beslutningen.

- I det gældende detailmarked er vi sikre på, at det bliver en styrke kun med ét navn. 

- Ilva er mest kendt i hovedstaden og en række storbyer, mens Idemøbler er mere kendt i resten af landet. Ilva er på langt sigt det bedste navn, siger Rami Jensen til Finans.

IDdesign har ifølge Finans kørt med underskud gennem en årrække og kæmpet med store udfordringer. 

Regnskabsåret 2017/18 gav således et underskud på 51 millioner kroner. Dermed havde koncernen et samlet tab efter skat over fire år på 366 millioner kroner. 

Lars Larsen tilførte sidste selskabet 150 millioner kroner i ny kapital. Siden overtagelsen i 2013 har dynekøbmanden sendt 424 millioner kroner ind i IDdesign.

IDdesign har det seneste år lukket fire danske møbelbutikker.

/ritzau/