Landmænd får millioner til kvægstalde

Regeringen fremrykker 110 mio. kr. til nybyg og modernisering af kvægstalde, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

130225Kvaeg.jpg

Op mod 164 landmænd kan alligevel glæde sig over, at de får flere penge at investere med til moderniseringen og nybyg af kvægstalde. Regeringen fremrykker nemlig 110 mio. kr. til landmændene, så de kan gøre noget ved deres kvægstalde.
    
Miljø- og Fødevareministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at ekstraordinært mange landmænd har søgt om tilskud for at komme i gang med byggeprojekter.

Miljø- og Fødevareministeren har derfor besluttet at udvide sidste års pulje på 133 mio. kr., så den med tilførslen af de 110 mio. nu er på 243 mio.

Minister: Grønnere landbrugsproduktion

Mange landmænd søgte støtte fra puljen i efteråret 2015. Med den nye økonomiske indsprøjtning får de op mod 164 landmænd også mulighed for at starte byggeprojekterne nu i stedet for at skulle vente flere år.

Vi får taget den nyeste miljøteknologi i brug, og staldene skal leve op til de seneste dyrevelfærdsregler.

- Trods en aktuel indtjeningskrise hos erhvervet, så er der overordentligt stort mod og iværksætter-gejst netop nu. Derfor fremrykker jeg pengene, og investeringerne vil gøre landbrugsproduktionen grønnere, siger Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen.

- Nye moderne stalde betyder, at vi får taget den nyeste miljøteknologi i brug, og staldene skal leve op til de seneste dyrevelfærdsregler, fortsætter hun. 

Investeringer for én milliard kroner

Miljø- og Fødevareministeriet forventer, at den udvidede pulje på 243 mio. kr. betyder, at der bliver sat gang i byggeprojekter på op til 424 mælke- og slagtekalve-produktioner over hele landet.

Med landmændenes egenfinansiering i byggeprojekterne forventer ministeriet, at der vil blive lavet investeringer for op mod en mia. kroner.

De ekstra mio. er hentet ved at fremrykke midler fra puljen for kvægstalde i 2017-18.