Landbruget til krisemøde i Herning

Omkring 1000 delegerede med interesse i dansk landbrug er i dag og i morgen samlet til årets delegeretmøde i Herning. Det store tema er landbrugets uoverskuelige krise.

091111Delegeret.jpg

Landets største landbrugsorganisation, Landbrug & Fødevarer, er vært ved delegeretmødet i Herning Kongrescenter. Mødet bliver en slags eksamen for formanden, Niels Jørgen Pedersen fra Snedsted i Thy. Han er siden formandsvalget i maj måned blev haglet ned af sit bagland for at være blød og uden kant og faste holdninger.

- Det er i 12. time at ændre retning. Og retningen er ikke at være lalleglad positiv, sagde Niels Jørgen Pedersen fra talerstolen i Herning.

Kritikken tog for nyligt til, da Landbrug & Fødevarer lancerede en positiv reklamefilm, der fremstiller dansk landbrug i bedste idylliske Morten Korch-stil. Virkeligheden er, at landbruget bløder, gælden er eksploderet, og 20 procent af de danske landmænd risikerer at gå konkurs.

Skarp åbningstale

I dag havde formanden en enestående mulighed for at vende stemningen ved at levere en skarp og markant årsberetning. Og det gjorde han. Både ved at tale realistisk om landbrugets situation og stille krav til politikerne.

- Der er nogle landmænd, der hænger så meget i krisen, at det måske er en håbløs kamp. Men der er også mange sunde drifter, der kan skabe vækst, hvis de får nogle intelligente rammevilkår. Der skal være en regulering, der sætter fokus på belastning og ikke på antallet af dyr, sagde Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer.

Beretningen fik masser af ros, men landmændene vil nu se, om formanden følger op på visionerne.

Første møde med ministeren

Danmarks nye fødevareminister, Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne, fik i dag for første gang mulighed for at tale til størstedelen af dansk landbrug.

Se her hvilke budskaber ministrene havde til landbruget.

2:49