Lærernes arbejdstid: Ingen nye forhandlinger inden aftale

Lønmodtagernes organisationer vil ikke forhandle, før lærerne har udsigt til en ny arbejdstidsaftale.

Anders Bondo Christensen fortæller om positive signaler efter møde med KL.
Anders Bondo Christensen fortæller om positive signaler efter møde med KL.
Foto: Scanpix / Kasper Palsnov

Der er stadig intet reelt forhandlingsforløb i gang om en ny arbejdstidsaftale.

Sådan lyder det efter et møde fredag, hvor forhandlere for offentligt ansatte mødtes for at gøre status på forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening.

Det fortæller formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Vi havde møde blandt alle forhandlingsdelegationerne i dag - på både statens, regionernes og kommunernes område. Vi fastholder, at der ikke sker andre forhandlinger end arbejdstidsforhandlinger for lærerne.

- Men vi besluttede også, at vi mødes igen onsdag morgen for at gøre status. Det er da mit håb, at vi forhåbentlig onsdag morgen kan sige, at nu er der gang i et reelt forhandlingsforløb, siger lærerformanden.

Han er også formand for centralorganisationen Forhandlingsfællesskabet, der forhandler centrale spørgsmål med arbejdsgiverne på vegne af ansatte i kommuner og regioner.

I alt skal 745.000 ansatte i stat, kommuner og regioner have forhandlet nye overenskomster på plads inden 1. april. Forhandlingerne har dog ligget i dødvande.

Det skyldes, at lønmodtagernes organisationer har meldt ud, at de ikke vil indgå i forhandlingerne, før der er udsigt til, at lærerne får en ny arbejdstidsaftale.

Som det er i dag, er lærernes arbejdstid reguleret af en lov som følge af et politisk indgreb efter en længerevarende konflikt i 2013.

Forhandlingerne afventer altså stadig møderne mellem forhandlerne for lærerne og KL.

I onsdags mødtes Anders Bondo Christensen med KL, og han mener, at der har været "nogle positive signaler".

- Det møde, vi havde i onsdags, var værdifuldt, og nu skal vi se, om vi kan komme i gang med reelle forhandlinger, siger lærerformanden.

FOA-formand Dennis Kristensen er ligeledes positiv efter mødet.

- Der er måske (en red.) dør, der er åbnet en smule i læreres og underviseres arbejdstidsforhandlinger. Derfor mødes vi igen allerede på onsdag, skriver han på Facebook.

/ritzau/