Lægemangel rammer nu også større byer

Kommuner som Viborg, Skive og Ringkøbing-Skjern oplever også mangel på praktiserende læger-

010513_Stetoskop.jpg

Det er ikke længere kun de mindre landsamfund, der har problemer med at skaffe praktiserende læger. 

Kommuner som Viborg, Skive og Ringkøbing-Skjern mangler mindst tre praktiserende læger for at dække behovet. Det oplyser Praktiserende Lægers Organisation til Jyllands-Posten.

Avisen skriver endda, at også endnu større byer som Randers, Esbjerg og Aalborg kender til problemet.

- Det er en ond spiral, der sættes i gang, når der mangler læger. De øvrige læger i byen får mere travlt, og det bliver sværere for patienterne at få en tid hos lægen, og udsigten til en praksis med mange patienter og aldrende kolleger får de unge læger til at holde sig væk, siger formanden for de praktiserende læger i Randers, Bruno Meldgaard Madsen, til avisen.

I 2007 var der ifølge Jyllands-Posten 3641 praktiserende læger i Danmark. I dag er der 3421.

Praktiserende Lægers Organisation præsenterer mandag en række forslag, der skal dæmme op for problemet. Planen har fået arbejdstitlen "På patientens vegne" og skal blandt andet gøre det mere attraktivt at slå sig ned med egen praksis.