Kvik i Vildbjerg har fart på: - Alle har ret til et fedt job

Kvik oplever vækst hvert eneste år. Det er vigtigt for virksomheden, at det er en god arbejdsplads.

Kvik Køkken i Vildbjerg har 300 medarbejdere, der - efter eget udsagn - har en dagligdag med et fedt job, der hjælper til at lave fede køkkener.

Og det går rigtig godt. Virksomheden oplever vækst hvert eneste år. 

Et af de første led i hele maskineriet er hos selvudnævnte sagfører Mathias Ramsing. Han har ansvaret for en kæmpe computerstyret sav, som holder hele køkkenfabrikken kørende.

- Hvis den her maskine går i stå, så går hele produktionen i stå. Hele pakkeriet og hele lageret går i stå, og så er der ikke nogen kunder, der får deres køkkener, så nemt er det, siger Mathias Ramsing, hvis rigtige titel er maskinsnedker.

Mathias Ramsing styrer den gigantiske sav, der holder gang i produktionen.
Mathias Ramsing styrer den gigantiske sav, der holder gang i produktionen.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

At gå i stå er ikke noget, der ligger til firmaet. På verdensplan tæller virksomheden 1300 ansatte, og sidste år havde de en omsætning på intet mindre end halvanden milliard.

- Vi er blevet rigtig, rigtig store. Vi har nu 150 butikker fordelt over 11 lande - og vi vokser år for år, og det går kun fremad. Det betyder dog også, at vi hele tiden skal sørge for, at vi kan følge med. Både i produktionen og på kontoret, fortæller HR-chefen Allan Nørgaard.

Forskellige folk i firmaet

Virksomheden i Vildbjerg har plads til mange typer. Både højtuddannede akademikere, faglærte og ufaglærte.

- Det er en god blanding. Også af lokale fra Vildbjerg, Herning og Holstebro-området, men der er også rigtig mange, som pendler langt for at komme til virksomheden. Det tager jeg som udtryk for, at det er en virksomhed, hvor det går godt, men også hvor man har det godt, siger Allan Nørgaard.

Den "gode blanding" tæller blandt andre:

Kasper Larsen, der har arbejdet i Kvikproduktionen i to år. Tidligere har han arbejdet med køb og salg af aktier og bitcoins, men hos virksomheden i Vildbjerg har han fået faste rammer og mere tid til familien.

Nyeste mand i firmaet er Kasper Gade Andersen. Han nyder at bruge sit sabbatår med hårdt fysisk arbejde i produktionen, og i bogholderiet sidder Pia Godskesen, der siden 2012 har lavet regnskab for kvikbutikker i norden.

- Vi startede med at være to, men siden da er vi blevet 20 ansatte plus en teamleder, så vi i alt er 21 i dag. Det må siges at være en god succes, vi har haft siger Pia Godskesen, der er bogfører for Kvik i Vildbjerg.

 

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Erhverv.