Kristian Jensen vil renses

Venstres tidligere skatteminister Kristian Jensen vil en gang for alle have renset sit navn.

KristianJensen.jpg

Giv offentligheden adgang til alle de afslørende dokumenter i sagen om de fejlagtige ejendomsvurderinger.

Så kontant er budskabet fra Venstres tidligere skatteminister Kristian Jensen, der kræver 15 såkaldte ministerforelæggelser frem i sagen, så han en gang for alle kan rense sit navn, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

- Jeg mener, at regeringen bør lægge dokumenterne frem, så offentligheden og jeg selv kan få syn for sagen, siger den tidligere minister, der i dag er gruppeformand i Venstre.

Kravet støttes af Enhedslisten og Socialdemokraterne.

Skatteordfører Thomas Jensen (S) siger:

- Det er en skandale med store omkostninger for rigtig mange mennesker, som har fået vurderet deres ejendomme forkert. Her er det rimeligt, at vi får afdækket, hvem der vidste hvad hvornår.

Sagen kom frem, da Rigsrevisionen sidste år blotlagde, hvordan både Skat og Skatteministeriet havde konkret viden om, at der var massive problemer med ejendomme, der i flere tilfælde blev vurderet forkert.

Siden har Kristian Jensen afvist, at han som minister kendte til de specifikke advarsler - også selv om han i de 15 ministerforelæggelser blev orienteret om et nyt lovforslag, der skulle introducere et nyt og forbedret ejendomssystem.

- Derfor er det kun rimeligt, at alt bliver lagt frem, så der ikke bliver dannet myter om, at jeg personligt skulle have vildledt Folketinget, siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

Skatteminister Jonas Dahl (SF) afviser at udlevere dokumenterne med henvisning til, at der ikke kan gives aktindsigt i dem ifølge offentlighedsloven.

/ritzau/