Krisecentre for voldsramte kvinder får 100 ekstra pladser

Der er afsat midler til op mod 100 ekstra pladser på kvindekrisecentre. I dag er der 628 permanente pladser.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (arkivfoto).
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (arkivfoto).
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Finansieringen er på plads, så der inden for kort tid kan være op mod 100 ekstra pladser klar til brug på de danske kvindekrisecentre.

Det fortæller social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), som mener, at der er tale om et "markant løft" til området.

- Når en kvinde bryder fra et voldeligt forhold og flygter til et kvindekrisecenter, så vil hun typisk være i fare og være udsat for vold igennem længere tid.

- Derfor er det vigtigt, at hjælpen er der, og at hun ikke møder en lukket dør, siger Astrid Krag.

Det er regeringen, Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet, der er blevet enige om at fordele midlerne til de ekstra pladser. De op mod 100 nye pladser kommer oveni de 628 permanente pladser, der er på landsplan i dag.

Samlet ligger der 50,7 millioner kroner klar til etablering af pladserne. Pengene er afsat i finansloven for 2020.

Ifølge Astrid Krag er 100 nye pladser ikke nødvendigvis nok i sig selv.

- Derfor var det også en del af finanslovaftalen, at vi løfter den ambulante behandling.

- Det vil sige de tilbud, hvor kvinderne kan få hjælp uden at blive indkvarteret på et krisecenter fysisk, men hvor de kan få hjælp til at bryde med de voldelige forhold og selv har mulighed for at have en bolig væk fra volden, siger hun.

Landsorganisation efterlyser større indsats

Hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre, der repræsenterer 52 kvindekrisecentre, vurderer formand Karin Gaardsted, at 100 pladser vil være nok til at dække det aktuelle behov.

- Jeg vil bare gerne have, at de bliver fulgt op med, at de laver en større indsats for at finde kvinderne på et tidligt tidspunkt.

- På den måde kan vi spare kvinderne for meget ondskab og vold. Og vi kan spare samfundet for mange penge, siger Karin Gaardsted.

Ifølge socialminister Astrid Krag vil pladserne hurtigt være klar til brug.

Hun peger på, at der under coronakrisens begyndelse blev afsat penge til 55 akutpladser. I det tilfælde viste kvindecentrene, at de var i stand til at handle hurtigt, mener Astrid Krag.

Både eksisterende kvindecentre og nye aktører, der ønsker at etablere et kvindekrisecenter, kan ansøge om at få del i midlerne.

Pladserne skal fordeles på tværs af landet. Hver region får tildelt et potentielt antal pladser, som svarer til en stigning på 16 procent i forhold til deres aktuelle kapacitet.

/ritzau/

Karin Gaardsted fra Viborg er formand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre (arkivfoto).
Karin Gaardsted fra Viborg er formand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre (arkivfoto).
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST