Kraftigt tordenvejr i aften

Efter flere dages varmt vejr og regn rammer et stort tordenvejr i aften Jylland.

Lyn.jpg

Mandag aften kommer der bulder, brag og blink på himlen. Det fortæller DMI, som kalder det kommende vejr for almindelig sommertorden.

Anderledes voldsom lyder advarslen fra ESTOFEX, som er et europæisk center for tordenforudsigelse. De udsender det kraftigste varsel for Danmark nogensinde forud for uvejret, der rammer det vestlige Jylland i aften.

- Et kategori 3 varsel udsendes kun yderst sjældent af ESTOFEX og er aldrig før udstedt for Danmark, men primært for Syd- og Mellemeuropa, hvor tordenbyger traditionelt kan være meget voldsomme. Sidste gang ESTOFEX advarede om så kraftige uvejr var i januar 2009, hvor det var Sydfrankrig, der stod for skud, fortæller Danny Høgsholt fra TV2 Vejrcenter.

Han understreger, at der er tale om et risikovarsel, og at alle derfor ikke vil mærke uvejret så kraftigt, som varslet antyder.