Koncernledelse kendte til afskedigelse af ledende overlæge

Et svar fra regionsrådsformanden viser, at koncerndirektør og regionsdirektør var involveret i fyringen. Det skriver Jyllands-Posten.

Region Midtjylland
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ifølge et svar fra regionsrådsformand Anders Kühnau til regionsrådsmedlem Finn Tranum (V), der havde bedt om et svar på, om koncerndirektør Ole Thomsen og Anders Kühnau var ”orienteret om den forestående afskedigelse, pressemeddelelsen og den planlagte fremgangsmåde før startskuddet?”, var koncerndirektør Ole Thomsen og regionsdirektør i Region Midtjylland Pernille Blach Hansen involveret i afskedigelsen af ledende overlæge Ulrich Fredberg.

Det skriver Jyllands-Posten søndag.

Svaret er sendt til flere medarbejdere i regionen og til samtlige regionsrådsmedlemmer, og viser at Ole Thomsen og Pernille Blach Hansen havde drøftet indkaldelsen af Ulrich Fredberg.

Mandag formiddag skal forretningsudvalget i Region Midtjylland samles til ekstraordinært møde med sagen som eneste punkt på dagsordenen.