Kommuner mister penge til byfornyelse

Regeringen vil skære i pengene til byfornyelse i landkommunerne, for i stedet at få råd til ny bandepakke og jobpulje

Der vil komme til at være flere tomme huse i landsbyerne, hvis ikke kommunerne får mulighed for byfornyelse
Der vil komme til at være flere tomme huse i landsbyerne, hvis ikke kommunerne får mulighed for byfornyelse
Foto: Hans Vittarp

Regeringen vil tage penge fra byfornyelsespuljer, så de i stedet kan finansiere ny bandepakke og jobpulje, det skriver Jyllands Posten.

Justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), lægger op til at bruge omkring 300 millioner kroner, der var øremærket til byfornyelse i landkommunerne på andre projekter. Med de planer vil puljen med byefornyelsesmidler være tom de næste to år, ligesom flere bygninger vil blive ved at være tomme i udkantsområder.

Jakob Fastrup, der er formand for landsforeningen Danmark på Vippen - en forening der både har Lemvig, Ikast-Brande, Ringkøbing Skjern, Struer, Thisted og Vesthimmerland kommune her fra området, som medlemmer - er ærgerlig over situationen.

- Man har med god grund prioriteret byfornyelse i hovedstaden i mange år, men netop som man har besluttet at ændre fokus til andre steder i landet, får man alle mulige idéer til, hvadpengene ellers kan bruges til. Det forstår jeg ikke, siger Jakob Fastrup til Jyllands Posten.

Mens der, hvis forslaget går igennem, ikke er penge til byfornyelse de næste to år, står budgettet yderligere til at blive skåret med halvdelen året derefter.

I Thisted har de før fået flere penge til byfornyelse, og de kan se det bliver svært at forny byen uden midler fra staten fremadrettet.

- Vi kan ikke løfte den her opgave alene, og det bør vi heller ikke. Alle bør have en interesse i, at der også sker en udvikling i yderområderne, siger Venstre-borgmester i Thisted, Lene Kjelgaard til Jyllands Posten.

Hun tilføjer: 

- Hvis man virkelig vil et Danmark i balance, er det her nogle vigtige midler at have for et område som vores.

Men ifølge Venstre-politiker på Christiansborg Britt Bager, som er boligordfører, er det et spørgsmål om prioriteringer, og hun siger at lige nu står bandepakken og joppræmien bare i højere kurs.