Kommende studenter jubler - men frygter strikse retningslinjer

De kommende studenter jubler over udsigten til at køre studenterkørsel, men er bange for, om det bliver på samme måde, som de har forestillet sig.

Christina Søgaard og Kristine Lysdahl er lykkelige over, at de nu får lov at køre studenterkørsel.
Christina Søgaard og Kristine Lysdahl er lykkelige over, at de nu får lov at køre studenterkørsel.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

I går fik de kommende studenter noget nær den bedste besked, de kunne forestille sig. De må gerne køre studenterkørsel.

- Det er bare mega fedt, at vi kan få lov til at køre, siger Christina Trærup Søgaard fra Skive College HHX.

- Det er noget, vi har ventet på at få et svar på i flere måneder nu, så det er bare fedt endelig at få udmeldingen, supplerer Kristine Lysdahl Kristensen fra Skive College HHX.

Studenterkørslen har pigerne bestilt for over et år siden, og planlægning af ruten har også været på plads længe. Så der er lettelse at spore hos 3.G'erne.

- Det er en once-in-a-lifetime begivenhed, som vi ville være kede af at miste. Nu har vi mistet nok, med f.eks galla og sidste skoledag, siger Kristine Lysdahl Kristensen.

2:29
For knap en måned siden var frustrationen stor hos både kommende studenter og dem som skal køre studentervognene.

Frygter retningslinjer

Selvom de studerende jubler ved udsigten til at køre fra hus til hus i hestevogn og lastbil, så er der stadig et men.

- Der er stadig meget, der er uvist, for vi mangler stadig at høre om retningslinierne. Måske bliver det jo ikke helt, som vi drømmer om, men lige nu satser vi bare på, at det bliver mega fedt, siger Kristine Lysdahl Kristensen.

Indtil videre har regeringen ikke meldt noget ud om, hvilke retningslinjer der kommer til at være for hestevognskørslen.  

- Hvis vi måske får at vide, at der kun må være 10 eller 15 med af gangen, ville det være meget ærgerligt, siger Christina Trærup Søgaard.

Jubel hos chaufføren

Tom Jensen, der har Studenterkørsel Ravnsbjerg, har længe gået i uvished omkring, om han kunne tjene penge på at køre med studenterne denne sommer. Men med gårsdagens udmelding er der ingen tvivl, og lige siden har telefonen ikke stået stille.

- Der er både kommet sms'er og opkald om, at nu kan vi endelig komme i gang, og så kort tid efter begyndte alle de studerende, som har været i venteposition, at melde ind, så det er dejligt, fortæller Tom Jensen.

Han glæder sig til endnu en sæson med glade studenter bag i bilen, men han er stadig spændt på, hvordan det bliver.

- Vi afventer stadig de endelige retningslinjer. Der bliver nok nogle regler med håndsprit og lignende, men det løser vi. Og det vigtigste er, at vi kan komme ud og køre med de unge mennesker, siger Tom Jensen.

Sådan har de to gymnasieelever fra Skive det også, og så krydser de bare fingre for, at særligt én ting ikke bliver en del af retningslinjerne.

- Vi håber bare, vi allesammen kan få lov at køre sammen, hele klassen, siger Christina Trærup Søgaard.