Klatretårn, shelters og vandreruter: Flere byer får millioner til lokale projekter

Der er millioner af kroner på vej til 12 mindre byer her i landsdelen. Den glade giver er Nordea-fonden.

Gudum Sogneforening har på vegne af fire sogne smidt et lod i puljen - og det er blevet belønnet med 308.000 fra Nordea-fonden.
Gudum Sogneforening har på vegne af fire sogne smidt et lod i puljen - og det er blevet belønnet med 308.000 fra Nordea-fonden.
Foto: Nordea-fonden

Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark, og her bor cirka 1,2 millioner mennesker. I dag uddeler Nordea-fonden så en god sjat penge til samlet set 61 forskellige projekter i landets mindste byer og sogne.

Her i landsdelen er der derfor mere end 5,7 millioner kroner på vej til 12 lokale projekter i blandt andet Ramme sydvest for Lemvig, Troldhede øst for Skjern og Sønderhå-Hørsted ved Snedsted.

Sidstnævnte har fået 337.348 kroner fra Nordea-fonden til projektet ”Mere liv i Sønderhå og Hørsted”, der skal bidrage til at skabe mere aktivitet i lokalområdet. Pengene skal bruges på at bygge både et lege- og klatretårn, til etablering af terrasse, shelters og et mobilt bålkomfur.

Overset potentiale

Nordea-fonden vil med en pulje på mere end 60 millioner kroner inspirere de mindre lokalsamfunds drivkræfter og give plads til de ofte oversete potentialer, som kan samle byen og dens beboere. 

- Vi ser puljen som et økonomisk rygstød til de lokale ildsjæle. Mange steder har man foruden vores støtte selv rejst midler via kommunen, lokale indsamlinger og andre fonde, siger direktør Henrik Lehmann Andersen i en pressemeddelelse.

308.000 kroner til cykel- og vandrerute
Gudum Sogneforening har også smidt et lod i puljen, og det er blevet belønnet med 308.000 fra Nordea-fonden.

- Vi kan ikke stå alene hver for sig. Hvis vi gerne vil have folk til at flytte herud, så må vi lave noget, der kan binde os sammen.

Sådan fortæller Jakob Brokholm Mortensen, der er en af de frivillige bag etableringen af en kombineret cykel- og vandrerute i fire sogne ved Lemvig.

Ruten får stoppesteder i hver af de fire sogne Fabjerg, Gudum, Remmerstrand og Nørre Nissum og omfatter blandt andet shelters og udendørs motionscenter. Samarbejdet mellem de fire sogne er kun godt et år gammelt, men det har allerede betydet en bedre koordinering, så ikke større lokale arrangementer, som blandt andet høstfesten i Gudum falder sammen med andre større begivenheder.

Overvældende interesse

I alt har Nordea-fonden modtaget mere end 513 ansøgninger fra 471 småbyer. Det svarer til at samlet mere end hver tredje mindre bysamfund har søgt penge i ”Her bor vi-puljen”, og den store interesse har fået Nordea-fonden til at lægge ekstra 8 millioner kroner oven i puljen på 60 millioner kroner.

- Vi er overvældede og også overraskede over den store interesse. Det understreger, den fornemmelse vi havde i forvejen: at de små bysamfund formår at løfte i flok for at realisere deres drømme, siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden.