Kjærsgaard om Vistisen kritik: Det er dræbende

Hovedbestyrelses medlem Anders Vistisen mener, DF flakker rundt, og at formanden savner troværdighed i spørgsmål om værdipolitik og udlændinge.

design_uden_navn_1.jpg
Foto: Niels Christian Vilmann / Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Folketingsmedlem og tidligere formand Pia Kjærsgaard kalder intern kritik af Dansk Folkeparti for "dræbende", og det skal have konsekvenser for hovedbestyrelsesmedlem Anders Vistisen, at han udtaler sig kritisk.

Det gør han i et interview søndag, hvor han kritiserer partiet for at flakke rundt og partiformand Kristian Thulesen Dahl for at have en svag værdiprofil. Det vil Pia Kjærsgaard ikke sidde overhørig.

- Det er møghamrende irriterende og dræbende. Vi er mange politikere og lokalfolk, der arbejder på at få noget godt ud af partiet igen, og så kommer der sådan en melding, siger hun.

Pia Kjærsgaard stiftede partiet og har en høj status internt, men er ikke med i hovedbestyrelsen. Derfor er det op til andre, hvad det får af konsekvenser.

- Det er op til hovedbestyrelsen. Jeg mener absolut ikke, at man bare kan sidde det overhørig, siger hun.

I et interview med avisen Danmark sår Vistisen søndag tvivl om, hvor hård formanden er på "den værdipolitiske dagsorden", og at andre har en "større troværdighed på udlændingespørgsmålet".

Han siger desuden, at partiet burde have udfordret Venstre-regeringen og trukket tæppet under den, hvis ikke V ville lukke grænsen til Tyskland under flygtninge- og migrantstrømmen i 2015.

Selv om medlemmer har ytringsfrihed, bør Vistisen ikke udtale sig sådan, mener Kjærsgaard.

- Det gavner ikke partiet, det er børnelærdom. Sådan var det ikke i min formandsperiode og heller ikke i Kristians Thulesens Dahls. Det er kun for at skade partiet, det kan ikke være andet. Det er meget beklageligt for at sige det mildt, siger hun.

/ritzau/