Kirken i sommerlandet: Ny rapport skal give inspiration

Aalborg, Ribe og Viborg Stift er gået sammen om en ny rapport, der tager temperaturen på kirken i sommerlandet.

De tre biskopper præsenterede tirsdag en ny rapport om 'Kirken i sommerlandet' ved Bovbjerg Fyr. Fra venstre Henning Toft Bro, Aalborg Stift, Henrik Stubkjær, Viborg Stift og Elof Westergaard, Ribe Stift.
De tre biskopper præsenterede tirsdag en ny rapport om 'Kirken i sommerlandet' ved Bovbjerg Fyr. Fra venstre Henning Toft Bro, Aalborg Stift, Henrik Stubkjær, Viborg Stift og Elof Westergaard, Ribe Stift.
Foto: Henrik Vinther Krogh

Der er behov for at belyse, hvordan folkekirken bruger sommerlandet og turisterne i dagens sommer-Danmark. Stigningen i sommerhusudlejninger og antallet af turister er endnu en god grund, lyder det fra biskopperne i Aalborg, Ribe og Viborg Stift, der er gået sammen om at få lavet en rapport, der tager temperaturen på 'Kirken i sommerlandet', som rapporten også har fået titel af. 

- Vi havde en fornemmelse af, at der foregår rigtig meget i sommerlandet, og det ville vi gerne have dokumentation for. Det har vi fået nu med rapporten, at der faktisk er en masse forventninger hos sommergæsterne, men også at der er en utrolig kreativitet i sommerlandet, og det møde, der sker mellem kirke og folk, når man er i sommerlandet, det er helt unikt, fortæller biskop Henrik Stubkjær.

Læs rapporten her.

Antropolog Marianne Houmøller-Jørgen fortæller om hendes oplevelser med at møde sommerhusgæster og ansatte ved kirken.
Antropolog Marianne Houmøller-Jørgen fortæller om hendes oplevelser med at møde sommerhusgæster og ansatte ved kirken.
Foto: Henrik Vinther Krogh

Større betydning end sognekirken

Udover at kirken i sommerlandet er et sted at tage på sightseeing, så viser rapporten, at kirken i sommerlandet kan have større betydning end ens egen sognekirke.

- Sommerhuset er et betydningsfuldt sted og betegnes af mange som deres andet hjem. For nogen smitter det også af på kirken. Den kommer til at være lige så vigtigt eller måske endda vigtigere for dem, end den kirke der er derhjemme, fortæller antropolog Marianne Houmøller-Jørgensen, der har rejst sommerlandet rundt og snakket med sommergæster og ansatte ved kirken.

Den bød også på overraskelser for antropologen. Hun stødte blandt andet på flere eksempler på, at der er mange af sommerlandspræsterne som holder konfirmation for sommergæster, der ellers er bosat i udlandet. De er måske også blevet viet eller har fået deres børn konfirmeret i en ”sommerhus”-kirke. 

- Det har været spændende. Jeg har mødt så mange forskellige mennesker og er blevet klogere på både sommerhus og folkekirke - og relationer derimellem, siger Marianne Houmøller.

Rapporten er tænkt som et inspirationskatalog til andre sogne, andre præster og stifter i hele landet, og er udarbejdet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.