Kedelig sommerrekord: Midt- og vestjyder kører oftest spritkørsel

Nye tal viser, at antallet at bilister, der kører spirituskørsel stiger i sommerperioden.

De midt- og vestjyske bilister har en kedelig rekord, der nu får politiet til at slå alarm. Nye tal viser nemlig, at midt- og vestjyderne i sommerperioden i stigende grad blander alkohol med bilkørsel.

- Sommeren er desværre den periode, hvor vi kan se, der køres mest spirituskørsel. Der er masser af fristelser: Festivaler, koncerter, grillen og det ekstra glas rose i det hyggelige selskab. Og så har folk ikke lige tænkt det til ende, og så tager de chancen i håbet om at kunne liste en brandert hjem, siger Henrik Glintborg, der er færdselsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi og fortsætter:

- Det er en stor politikreds, og det er svært at komme til og fra stederne, og så bliver folk mange gange fristet til at tage chancen.

Henrik Glintborg fortæller, at politiet har lavet nogle videnskabelige forekomstsundersøgelser, der viser, at Midt- og Vestjyllands Politikreds ligger på førstepladsen, når man ser på, hvor mange, der bliver taget for spirituskørsel.

 

Se video: De midt- og vestjyske bilister har en kedelig rekord, der nu får politiet til at slå alarm.

Flere sager i år

Ikke nok med, at Midt- og Vestjylland har flest sommer-spritbilister, så stiger tallene også. Fra uge 25 til uge 32 i år havde Midt- og Vestjyllands Politi 137 sager om spirituskørsel. Det er 18 sager mere end samme periode sidste år og 28 flere end i 2017.

- Det er jeg piv hammerende ked af, for jeg ved, at spirituskørsel er noget af det mest uansvarlige man kan gøre. Ikke kun over for en selv, men også over for ens nærmeste omgivelser. Kort sagt; det er liv og død, siger Henrik Glintborg.

Trods mange spirituskontroller og kampagner, så stiger antallet af spritbilister. Henrik Glintborg håber, at han og hans kollegaer kan være med til at få vendt kurven. Eksempelvis ved at hjælpe med spritbilist videre til alkoholafvænning.

- Rigtig mange af dem, der kører spirituskørsel er gengangere. Og hvis vi når, vi har stoppet dem, kan spørge ind til, om de har et alkoholproblem, så kan det offentlige hurtig reagere på det, så der bliver taget initiativer med eksempelvis misbrugskonsulenter i kommunerne, forklarer Henrik Glintborg.

Antal sager med spirituskørsel i Midt- og Vestjylland


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien 112.