Kaptajn om kost: De værnepligtige er tungere end tidligere

Værnepligtige vejer mere, end de gjorde førhen, mener en kaptajn. Nu vil regeringen - også her - sætte fokus på sundhed. I Skive er de allerede i gang.

Mad i Forsvaret
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Fire ministerier har taget politisk initiativ til at få løftet danskernes mad- og måltidsvaner. Ét af ønskerne er blandt andet at sikre sundere mad på danske arbejdspladser. Det er der også brug for i Forsvaret, hvor værnepligtige i dag er mere overvægtige, end de var tidligere.

- De er tungere og er ikke vant til at lave det, de skal, og de har levet af en anden kost. Her har de muligheden for at vælge, siger kaptajn Christian Stolze fra Air Force Training Centre ved Flyvestation Karup.

Derfor forsøger Forsvaret at servere sundere mad. På Skive Kaserne er sovs og kartofler derfor for længst skiftet ud med sundere og lettere alternativer.

- Vi kører friske grøntsager, som ser indbydende ud, forklarer køkkenchef Lars Møller.

Han følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. En væsentlig anden menu, end da han begyndte i faget for 35 år siden, hvor der blev serveret medister, gammeldags frikadeller og hakkebøffer.

- Det var hvide kartofler, sovs og kød altid, og nu kan man gå ind og sammensætte den menu, man gerne vil have, uddyber kaptajnen, Christian Stolze.

Værnepligtig: Har hjulpet på vægten

Jonas Pedersen er blandt de nyeste 110 værnepligtige i Skive. Inden da brugte han tid på computerspil og junkfood. Han glæder sig over, at tiden som værnepligtig byder på en anden livsstil.

- Det har hjulpet mig - også i forhold til vægt og kondition, fortæller han.

Regeringen har nedsat en gruppe, der skal komme med sunde anbefalinger. Hertil er der afsat 40 millioner over de kommende fire år.

2:08