Kampagne om klimasvin kan få konsekvenser for markedsføring

Mandag starter principiel retssag, hvor Danish Crown beskyldes for at svøbe sig i grønne klæder i kampagne.

Må Danish Crown markedsføre sine produkter som klimakontrollerede grise? Det skal retten nu afgøre. (Arkivfoto)
Må Danish Crown markedsføre sine produkter som klimakontrollerede grise? Det skal retten nu afgøre. (Arkivfoto)
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Det er mere end tre år siden, at Danish Crown lancerede en kampagne med ordlyden "klimakontrolleret gris" og udsagnet "dansk gris er mere klimavenlig, end du tror". 

Men den er stadigvæk aktuel.

Den er nemlig centrum i en retssag, som kan få stor betydning for, hvordan virksomheder må markedsføre sig fremover.

Nu indledes sagen i Vestre Landsret, hvor der mandag er første retsdag.

Bag stævningen står Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening. De mener, at der er tale om vildledende markedsføring.

- Nu kan vi én gang for alle få sat punktum i sagen om, hvad virksomheder må, når de laver reklamer og markedsfører deres produkter, siger Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

Civilstyrelsen har bevilget fri proces, så det offentlige betaler.

Sagen er endt med at vokse sig større, end Frederik Roland Sandby havde ventet. Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer er gået ind i den på Danish Crowns side. På den anden side er nu Forbrugerrådet Tænk.

- Men jeg er fuldt ud tilfreds med, at det nu kommer til at blive det helt store opgør på markedsføringsområdet inden for det grønne i Danmark, vi står til at få afviklet.

Hos Danish Crown ser man ifølge pressechef Jens Hansen frem til at komme videre fra sagen, som man gerne havde været foruden.

- Uanset om vi ender med at vinde eller tabe, så er der ingen tvivl om, at både vi og formentlig mange andre kommer klogere ud på den anden side.

Han fortæller, at selskabet på grund af usikkerhed om, hvad der må siges, ikke har markedsført klimatiltag og fremskridt lige så meget, som de ellers gerne ville.

Han ser derfor frem til at komme ud på den anden side.

- Hvis ikke en virksomhed som os og andre, der gør en indsats på området, må markedsføre os med det og differentiere os i køledisken, jamen så kan vi ikke generere den indtjening, der er nødvendig for at finansiere det.

- Så for os er det helt essentielt, at vi kan markedsføre os på det område, siger Jens Hansen.

Mandag er den første af seks retsdage. En afgørelse ventes i december.

/ritzau/