Jyske Bank vil købe stor vindmølle – skal gå forrest i grøn omstilling

Jyske Bank har modtaget en tilladelse fra Finanstilsynet til, at de gerne må købe vindmøllen.

Jyske Bank vil købe en stor vindmølle, der kan dække bankens forbrug (arkivbillede). Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når en idé er plantet, kan den vokse sig stor. Det er lige præcis det, der er sket i Jyske Bank. Faktisk er den idé, som den afgående formand Sven Buhrkal plantede sidste forår, ved at vokse sig lige så stor som en vindmølle.

Faktisk præcis så stor som en vindmølle.

Læs også Jyske Banks bestyrelsesformand stopper efter 16 år

Jyske Bank vil nemlig gøre sig CO2-neutral, og til det skal der købes en kæmpe vindmølle. Det skriver Midtjyllands Avis.

- Vores snart afgående formand Sven Buhrkal foreslog sidste forår, at bestyrelsens studietur skulle gå til Nordjylland for at lære mere om grønne initiativer. Vi besøgte blandt andet et stort biogasanlæg og de nye vindmøller, som var under bygning på Hirtshals Havn. Derudover fik vi diverse foredrag om vedvarende energi. Vores formand forslog efter turen, at vi burde overveje at investere i en kæmpevindmølle, siger ordførende direktør Anders Dam til Midtjyllands Avis.

Målsætning at være CO2-neutral

Siden satte banken sig for at beregne både direkte og indirekte forbrug af el. Det løber op i omkring 16,5 gigawatt om året, og det passer cirka til, hvad en moderne vindmølle har af kapacitet.

Derfor søgte banken om tilladelse til at købe en tilladelse hos Finanstilsynet til at købe en sådan vindmølle, og den modtog de så i går.

Det er et ønske fra bankens bestyrelse om, at Jyske Bank skal gå forrest i den grønne omstilling, som satte gang i tankerne om en vindmølle.

Nu skal det undersøges, om Jyske Bank kan købe en nyopført vindmølle, eller om de skal investere i en, der er under opførelse.

Det er bankens målsætning at være CO2-neutrale fra 2021.