Justitsministerens exit: - Jeg kommer til at savne det helt vildt

Selv om blå blok tabte valget, så er Det Konservatives Folkepartis Søren Pape Poulsen stadig fungerende justitsminister.

I dag er det nøjagtig to uger siden, der blev valgt et nyt folketing.

quoteDet har været fantastisk. Jeg er dybt taknemmelig over at have fået to og et halvt år i justitsministeriet på den her plads.

Søren Pape Poulsen.

Og mens Mette Frederiksen finder ud af, hvem der nu skal sidde bag skrivebordene i landets fineste kontorer, så gør Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen status over tiden som justitsminister.

- Det har været fantastisk. Jeg er dybt taknemmelig over at have fået to og et halvt år i justitsministeriet på den her plads. Jeg kommer til at savne det helt vildt, siger Søren Pape Poulsen.

I indslaget her kan du møde Søren Pape Poulsen på en af hans sidste dage som justitsminister. 

Et helt øde ministerium

Gangene i justitsministeriet er lige nu helt tomme, og den afgående minister bruger tiden på at pakke kontoret sammen og flytte tingene tilbage til sin gamle plads – nemlig på Det Konservative Folkepartis formandskontor.

- Hvis jeg skal finde en lettelse i ikke at være minister længere, så er det, at der nu er nogle informationer, jeg ikke længere skal have og håndtere og ikke kan dele med nogen, forklarer Søren Pape Poulsen.

Lige nu er dansk politik i et vakuum, indtil Mette Frederiksen får sammensat en nye regering. Det betyder, at Søren Pape Poulsen faktisk stadig er justitsminister.

- Skulle der - gud forbyde det - komme et terrorangreb i morgen, så ville jeg helt og fuldt ud være minister.

Men det er sådan nogle ting, der skal til, for at jeg kan træde i funktion, uddyber ministeren.

Husker tydeligt dræbt betjent

I stedet bliver ventetiden brugt til at pakke flyttekasser og til at se tilbage på tiden som minister. Især husker Søren Pape Poulsen en episode tydeligt.

- Det mest voldsomme var, at jeg kun havde været minister mere end en god uge før der var en politibetjent, der blev skudt. Det oplever vi meget sjældent i Danmark. Men da Jesper Jul, der var hundefører ved Vestegnens Politi mister livet… Det sætter sine spor, fortæller Søren Pape Poulsen.

Hvad så med fremtiden? 

En af de ting, der ærgrer Viborg-politikeren er, at han trods Det Konservative Folkepartis fordobling af mandater ved folketingsvalget, nu kommer længere væk fra magten.

- Folk, der siger, at man kan få mere indflydelse udenfor regeringen, de er lige som dem i en kommune, der siger; bare vi får en masse udvalgsposter, så skidt med borgmesterposten. Så har man ikke prøvet det. Det betyder alt at sidde for bordenden i forhandlingerne, mener Søren Pape Poulsen og fortsætter:

- Grunden til, at vi er i politik, det er jo fordi, at vi selv synes, at den politik vi står for, er den bedste for landet. Og uanset hvor vi står, så har jeg tænkt mig at søge indflydelse på alle de steder, jeg kan, siger den snart forhenværende minister.

Hvor længe Søren Pape Poulsen får lov at være justitsminister, i hvert fald af navn, er usikkert. Fra Christiansborg lyder det lige nu, at Radikale Venstre ikke er mødt op til aftenens regerings-forhandlinger, så altså lidt endnu.

Politiske hverv


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.