Juletræssalget går mod stjernerne, men overskuddet er ikke til at finde

Selv om mange flere har valgt at købe et juletræ i år, smitter det stigende salg ikke af på bundlinjen hos juletræsproducenterne. Priserne er nemlig i bund.

Næstformanden hos De Danske Skovdyrkerforeninger, Jørn Bertelsen fra Tvis.
Næstformanden hos De Danske Skovdyrkerforeninger, Jørn Bertelsen fra Tvis.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Rød er julens farve. Også hos juletræsproducenterne i det midt- og vestjyske. Men den røde farve tænder ikke julelysene i øjnene hos skovdyrkerne.

- Der er ikke mange, der får sorte tal, hvis nogen overhovedet. De sidste to til tre år har det været trægt at være juletræsproducent. Der er for mange om buddet, lyder det fra næstformanden hos De Danske Skovdyrkerforeninger, Jørn Bertelsen fra Tvis.

Han har ligesom stort set alle andre juletræsproducenter herhjemme oplevet en markant fremgang i salget i år.

- Forsamlingsforbuddet har nok været med til, at mange flere holder jul derhjemme og derfor vil have et træ. Salget er steget med 10 til 20 procent, så det er selvfølgelig glædeligt. Nu satser vi på, at folk har fundet ud af, at det er hyggeligt at have et træ derhjemme og derfor også fremover ønsker at købe et, fortæller Jørn Bertelsen.

Han har selv solgt cirka 23.000 træer i år. Udsalgsprisen på juletræer varierer i Danmark fra 600 kroner i København og helt ned til 75 kroner i Vestjylland.

- Prisen er lige nu kun 60 procent af, hvad den var, da vi i 2012 og 2013 fik mest for træerne. Og vores omkostninger er desværre ikke dalet, så det er derfor, at det lige nu giver underskud, siger Jørn Bertelsen.

Det er ikke kun herhjemme, der bliver solgt flere træer i år. Også eksporten til Tyskland er steget. I Tyskland er det forventningen, at tre millioner familier flere end normalt vælger at holde julen derhjemme.

- Eksporten til bl.a. Tyskland har derfor fået et løft, og mange juletræsproducenter har meldt udsolgt. Nu håber vi, at det i fremtiden smitter af på priserne, understreger Jørn Bertelsen.