Julefrokostsæson: Politiet er på jagt efter spritbilister

Det er vigtigt, at man har planlagt sin tur hjem, inden man tager til julefrokost.

Politiet er igen i år klar til at tjekke bilister for alkohol.
Politiet er igen i år klar til at tjekke bilister for alkohol.
Foto: Rådet For Sikker Trafik

Så blev det endnu en gang den tid på året, hvor danskerne hver weekend valfarter til julefrokost.

Men julefrokosterne er for mange også lig med ekstra alkohol, og det får politiet til at gå ud med ekstra spritkontroller. Erfaringer viser nemlig, at der hvert år er nogle bilister, som ikke kan holde sig fra bilen, selvom de har drukket for meget.

- Det er tydeligt, at der stadig er folk, der lader sig friste af bilen, selvom de har fået for meget alkohol til at køre. Derfor sætter vi igen i år ind med særlige spritkontroller, så vi kan få de bilister, der ikke kan adskille alkohol og kørsel, fjernet fra vejene, siger politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Christian Bertelsen, i en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Midt- og Vestjylland er en kedelig førsteplads, når det kommer til dødsulykker med spirituskørsel.
Midt- og Vestjylland er en kedelig førsteplads, når det kommer til dødsulykker med spirituskørsel.
Foto: Rådet For Sikker Trafik

Spritbilister ved det godt

Udover at spritkørsel er ekstremt farligt, så er straffen også høj. Eksempelvis giver kørsel med en promille på mere end 1,2 en frakendelse af kørekortet i tre år, og det har ofte store konsekvenser for den enkelte.

Og mange af spritbilisterne ved godt, at de har fået lidt for meget, når de kører ud. Det viser en undersøgelse blandt 3.885 dømte spritbilister, der i 2017 deltog i det lovpligtige Alkohol-, Narko- og Trafikkursus. Her svarede 65 procent, at de var klar over, at de kørte spirituskørsel.

- Tallene viser, at ens dømmekraft ryger ud ad vinduet, når man drikker alkohol. Der er stadig for høj promille involveret i hver femte dødsulykke på de danske veje. Derfor er det vigtigt, at man planlægger turen hjem uden bil, inden man tager til julefrokost eller fest, så bilen ikke frister sidst på aftenen, siger Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.