Jubilæum: 30 år med TV MIDTVEST

Meget har ændret sig, meget er det samme. Mød tre af dem der var med til at starte TV MIDTVEST.

Søndag d. 1. oktober 1989 gik TV MIDTVEST for første gang i luften med en regional nyhedsendelse. I dag - på en tirsdag 30 år senere - skete det så igen. Præcis som det er sket de sidste 30 år.

quoteDet var jo spændende, det var fantastisk og det var nyt.

Kai Hartmeyer, Tidligere journalist, TV MIDTVEST

Og selvom meget vand er løbet gennem Vandkraftsøen udenfor stationens vinduesfacade, er nogle ting stadig ved det gamle. 

En af dem der har været med helt fra starten, er Kirsten Axelsen. I sine yngre dage var hun nyhedsvært på TV MIDTVEST. I dag er Kirsten programchef på selv samme arbejdsplads bare 30 år senere.

- Det er her, jeg har det godt. Og der er udvikling hele vejen. Vi startede med at være 27 mand og i dag er vi 100, fortæller Kirsten Axelsen.

Igennem tiden har cirka 400 medarbejdere bidraget til hver dag at sende midt- og vestjyske nyheder hjem i stuerne.

- Det var stort

En anden TV MIDTVEST-karakter som de fleste midt- og vestjyder nok husker, er Kai Hartmeyer. Han var nyhedsvært på stationens allerførste nyhedsudsendelse. 

- Det var jo spændende, det var fantastisk og det var nyt, fortæller den tidligere nyhedsvært. 

- Så sad hele familien Midt- og Vestjylland og så med. Det var stort, fortsætter han. 

Og selvom Kai Hartmeyer for længst har passeret pensionsalderen, laver han stadig TV. Dog er det ikke længere Midt og Vestjylland, der reporteres fra. I dag ynder han at sende fra fjerne egne. 

- Jeg kunne jo godt have stoppet for 12 år siden, da jeg blev pensionist, men jeg lærte jo at køre kamera selv, og så åbnede der sig en helt ny TV verden for mig, siger han.

- Vi kan blive ved

En anden der også kører rundt med et kamera, er Vibeke Nipper. Med programmet Fotovognen har hun sammen med makkeren Anders Bro fundet vej til lattermusklerne - ikke kun i Midt- og Vestjylland men i hele Danmark.

Vibeke Nipper kom som helt ung til landsdelen for at være med til at starte den regionale station op.

- Lige kommet fra Aarhus til Holstebro - klar til at indtage verden som journalist, siger hun.

- Jeg har lavet så mange sjove ting, og vi kan blive ved med at finde på noget, der er sjovt, fortsætter hun.

 

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Om TV MIDTVEST.